Igen sad vi og nød et måltid sammen, Robert og jeg.  Det mindede mig om første gang, vi sad ved hans spisebord og spiste en dejlig, amerikansk sandwich og talte om åndelige spørgsmål, som førte til, at Robert, denne unge high school teacher,  stilfærdigt tog imod Kristus som sin Frelser.  Det førte igen til mange opbyggelige samvær.  Det hele var beredt ovenfra.  Jeg selv var kun Herrens ”pipeline”.

Nu sad vi på vor datters og svigersøns terrasse med 27 gr. C. i skyggen, altså køligere end for 10 mdr. siden. Og der opstod ingen pinlig tavshed.  ”Fellowship is two fellows in one ship” er en amerikansk, munter definition på fællesskab.  Tænk at ”fellowshippe” med sin ægte søn i troen og mærke, han vandrer med Herren.  ”Større glæde har jeg ikke end at høre, at mine børn vandrer i sandheden”, skriver apostlen (3 Johs.br. v. 4),  - ord, jeg kan identificere mig med.

Nu er det ekstra dejligt at være ”amerikaner”.  Vi aftalte, at jeg skal med ham på torsdag i den lille kirke, han kommer i. (Idag, søndag, er jeg optaget i en anden kirke).  ”Jeg føler mig jo stadig ansvarlig for dig”, smilede jeg.  Han fortalte mig om mange ting, han først nu rigtigt forstår af åndelige sandheder.  Det er gode tegn.  Vi delte med hinanden ord om frelsens uforskyldte gave, som vi var enige om, vi må dele med andre af taknemlighed over alt, hvad Herren har gjort.

Vi bad sammen (igen vidunderligt at høre ham bede!) og glæder os til atter at mødes.  Ak, dagene går bare alt for hurtigt.

-jn-


19.4.09