Min 92-årige ven, Jørgen, er mere plejekrævende nu efter en lille nedtur for en md.´s tid siden, så min kone og jeg ser hyppigere hen til ham.  Vi er to, fordi jeg selv har fået kørselsforbud til engang i oktober pga. mit stakkels hjerte.  Idag sad jeg hos ham, mens min kone var til tandlægen.

Pludselig ringede telefonen, og Jørgen fik en forsikringssælger i røret.  "Hvad siger du?  Jeg gamle mand på snart 93 har ikke brug for flere forsikringer, og iøvrigt har jeg en Herre, som hjælper mig.  Det véd jeg ikke, om du har?  Han hedder vor Herre Jesus Kristus!"  Og dermed var samtalen nærmest slut, dog høfligt og værdigt.

Da Jørgen lagde røret, klappede jeg spontant i hænderne.  "Det kunne jeg ikke have sagt bedre!" udbrød jeg begejstret.  "Det, du gjorde, mindede mig om noget, en god forkynder, som hed Th. Mundus, sagde til mig, da jeg selv var ny i troen:  "Hver gang du bekender Hans navn for mennesker, bekender Han dit navn for sin Fader i Himmelen!"  (se Mt.10:32).

Vi har opbyggeligt samvær omkring en fortløbende bibellæsning uge for uge m. sang og samtale.  Vi kalder disse træf for vore "stormagtsmøder" bestående af ham selv, min ringhed og Faderen, Sønnen og Helligånden.  Jørgen sagde idag, at selvom han kom til troen som 24-årig ovre i Jylland, voksede han ikke op med sammenhængende bibelundervisning, som tilfældet er nu, og som levende engagerer ham.

Dette har bl.a. medført, at gamle Jørgen både om- og tiltaler vor Frelser mere ærbødigt end mange velfunderede kristne, som i flæng kun taler om "Jesus".  Jørgen er omhyggelig med at sige "Vor Herre Jesus Kristus!"  Den ærbødighed mærker man ikke i det store religiøse landskab, synes jeg.

Hvis vi virkelig mener det med Jesus for alvor, lad os ikke bruge Hans navn som nærmest religiøst fyld, tankeløst og i flæng.  Tænk på hvem Han er!

24.8.18 - jn