Mel.:  Jeg vil ile, aldrig hvile..
.
Tænk at være til Guds ære
dem, Han kendes ved
og i troen finde roen
i hvad i vort sted
Han har gjort på Golgata,
intet andet jeg véd af,
kærligheden ikke vreden
i Ham fik sit ja!

Fyldt af Ånden mig ved hånden
vogter Han hvert skridt,
ej i blinde nogensinde
Han mig fører blidt,
selv vildfaren er jeg Hans
som genfødt med fårets sans,  *)
som Ham trænger, ved Ham hænger
derfor hjertet mit!

Ynk og jammer bare lammer
og os kvæle vil,
følg Ham efter, Han gi´r kræfter,
hvor du ej slår til,
nåde gi´r Han i vor nød,
tænder i os pinsens glød,
Satan brøler, ej dog nøler
Kristi Ånds goodwill!

16.8.18 - jn

*) "Han kalder sine får ved navn og fører dem ud..."  (Joh. 10:4).  -  "Flakker jeg om som et vildfarent får, led da efter din tjener, for jeg glemmer ikke dine befalinger."  (Sl. 119:176).

Bemærk:  Fåret har fårets natur, som knytter sig til Hyrden og Hans stemme (Guds ord) i modsætning til soens natur, der, om end smukt "vasket", forbliver en so med soens natur og "vælter sig i sølet" (2. P. 2:22)

Dette er et rammende billede på et genfødt, frelst menneske kontra et religiøst, uigenfødt menneske!  Religiøse, uigenfødte mennesker vrimler kirkelivet med!