Min 92-årige tirsdagsven, Jørgen, plejer at spørge mig:  "Hørte du TV-gudstjenesten i søndags?"  Denne gang kom jeg ham i forkøbet,  da jeg af flere grunde allerede havde hørt den TV-transmitterede gudstjeneste.

Jørgen smilede:  "Jeg indrømmer,  jeg faldt i søvn!"  Jeg beroligede ham, eftersom navnet Jesus ikke blev nævnt trods mange fine ord og "rigtige" tanker.  Jeg var skuffet, da jeg kendte præsten som en højprofileret Søren Kierkegaard-kender, og SK er trods alt min ungdoms kærlighed.

Jeg fulgte venligt og uden perfide bagtanker op på den åndsfattige gudstjeneste og mindede præsten om, at der i den oplæste prædiken manglede det, der præcis var SK´s pointe, nemlig at det enkelte menneske - "hiin Enkelte" - , en syntese af tid og evighed, er evigt fortvivlet og fortabt uden Gud og troen på Kristus som Frelser.

(Men desværre siger SK det ikke så enkelt og ligetil i den enfoldiges   øjenhøjde, så derfor når han hovedsageligt kun elitære "giraffer")

Nu véd jeg godt, at en prædiken vækker ikke fortabte mennesker op af åndelig død, blot fordi Jesus nævnes, hvad Han jo bli´r i kirken, om ikke andet så dog i ritualerne og de faste bønner, uden at der sker noget.

Min gamle ven sagde:  "Jeg mindes stiftsprovst Kaj Jensen i Århus.  Han talte Kristus-grebet og nidkært uafhængigt af noget manuskript!"
 
Ja, ham husker også jeg med glæde, selvom jeg kun hørte ham een gang.  Han talte den gang i en nytårsprædiken over ordet:  "Han fik navnet Jesus"  (Luk. 2:21), og jeg husker, med hvilken kraft han forkyndte Jesus som det navn, der var død og grav overlegent, og som var et navn, vi i dette liv må forholde os til og ikke bare fremsige i en trosbekendelse.

Det tror jeg, Søren Kierkegaaard ville have kunnet sige "Amen" til og sikkert samtidig beklage, at han pakkede sit budskab for meget ind uden   at efterleve parolen: "Sig det enkelt, sig det ofte og lad det fænge!"

6.6.18 - jn