Forside Artikler Jeg glemmer dem aldrig!
Jeg glemmer dem aldrig! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 25. maj 2018 04:55


Hebræerbrevets forfatter nævner i kap. 11 en række navne (tit omtalt som troshelte) til trøst for os, der er kaldet til at fortsætte, hvor de slap - ikke fordi de var fuldkomne, men pga. det, Herren nådigt fik ud af deres ufuldkomne liv.

Sådan har Herren i sin nåde også ført mig sammen med mange navne i ind- og udland, som Han brugte i mit liv.  De fleste har forlængst forladt denne scene, men ikke alle.  Det tynder dog kraftigt ud i rækkerne, og jeg føler mig fattigere, hver gang en af dem "forfremmes til herligheden".

To navne lyser særligt op blandt dem, der taler endnu efter deres død (Hebr. 11:4).  Det gør desværre ikke alle, men det gør de.

Den ene er Marinus Sørensen fra Missionsforbundet.  Han må have været omkring 73 år, da jeg hørte ham i 1951 som 14-årig i min morfars missionshus på Nørrebro.  Jeg opnåede kun at høre ham 2 gange - måske et par år før hans død.  Mødet med ham, hvor han talte varmt og sjælevindende til mig personligt i garderoben næsten på vej ud af missionshuset, brugte Gud til min åndelige opvækkelse og frelse.

Herom ville jeg gerne sige meget mere, for en sådan oplevelse glemmer man aldrig, men jeg skynder mig at nævne endnu et navn, der snart overskyggede alle andre navne, og det blev navnet Th. Mundus, også engang fra Missionsforbundet, men hvis åndelige vingefang uden for vore grænser var for stort til at sættes i bås.

Ham var jeg  ofte sammen med som ung.  Begge havde det til fælles, at det var deres kærlige Kristus-udstråling, der vandt mig.  De to betragter jeg som mine åndelige fædre.  Den ene som redskabet til min frelse, den anden som redskabet til min uudslukkelige tørst efter Guds ord.

De var, som "trosheltene" i Hebr. 11, ikke fejlfrie, men Gud brugte dem.  Dette har ofte været en stor trøst i min egen ringe tjeneste, altså at Gud kan bruge fejlende, syndsbevidste mænd m. en stor Frelser.  På det "hold" var også Paulus og mange med ham.  Han signerer alle sine breve med "Herren Jesu nåde", uden hvilken han ingenting var. 1. Kor. 15:10.

Er du også på det "hold"?
25.5.18 - jn

 
Copyright © 2018 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)