Jeg modtog netop en fin artikel om menigheden,  i DNT benævnt også som "Kristi legeme", skrevet af afdøde cand.jur. Poul Madsen, hvis pointe er, at menigheden ikke er knyttet til nogen fin kirkebygning, men er "en Guds bolig i Ånden"  (Ef. 2:22)  som en levende, åndelig organisme modsat en organiseret, demokratisk forening.

Dette menighedssyn er ikke nyt.  De såkaldte "Plymouth Brødre"  har i ca. 200 år med  styrke forkyndt dette syn, hvor det indenfor vort eget,  danske rigsfællesskab slog stærkest igennem på Færøerne begyndende i 1865 med skotten William Sloan, en benådet, ung pioner.

I USA "dyrkede" jeg lign. grupper, hvis hovedinspiration var den lærde  bibellærer, J. N. Nelson Darby (1800-1882), som også satte i sindigt  system den såkaldte "dispensationalism" (bl.a. læren om menighedens bortrykkelse før trængselen).  Jeg var en tid denne læres nidkære discipel.

Det nytest. syn på Kristi blodkøbte menighed som det under, den er, er stadig det Kristus-grundlag, jeg møder andre kristne på.

Men... eet er læren, noget andet er praksis.  For det går an at "kunne"  alt det med "rette bibelsyn" og alligevel henfalde til en "dem og os"-holdning overfor andre kristne og tørre ind i en livløs, selvretfærdig isolation.  Dette er da også stundom sket hos mine "korrekte", eksklusive venner.

Vi skal ikke smide barnet ud med badevandet, og er end det kirkelige tingeltangel os imod, har også statskirken haft sine klerikale vækkerrøster - der er ikke plads til at nævne de mange navne.  Gud brugte dem, og jeg vil personligt hellere høre på dem end at hygge mig "frelst" og indforstået med de "rigtige".  Sådanne vækkelses-præster er nu nærmest en uddød "kategori".

Nej, vi bevarer ikke Åndens enhed (Ef. 4:3) blandt os ved stramtandet at belære hinanden om den "bibelske" menighed, men ved ydmygt at give plads for Kristus, menighedens Hoved (Kol. 3:19), som alene forener os.  Alle andre kloge hoveder forvirrer og splitter blot uanset hvor "bibelske" de selv mener, de er.

"Ham forkynder vi!"  (Kol. 1:28)
2.5.18 - jn