Israel fylder meget her op til 70 års dagen d. 14.5.  Jeg var 11 år, da denne stat blev født.  Men det eneste, jeg husker, var nogle dramatiske avisoverskrifter m. billeder fra kampene i bl.a. Jerusalem, som jeg husker avisen kaldte "Davids gamle hovedstad".

Den gang var min far ikke omvendt, men jeg husker, han talte med ærbødighed om 1948-urolighederne, da han inderst inde var overbevist om, det altsammen havde med Guds plan med jøderne at gøre.

Det jødiske folk kom til at fylde meget også hos mig.  Det begyndte rigtigt, da min far efter krigen tog mig med til en film om koncentrationslejre og jødernes lidelser. Jeg husker da min fars tårer, som talte meget til mig.

Jeg var endnu ikke kommet til et bevidst liv i Jesus Kristus, men jeg samtalede dog med en jødisk ven i skolen om Jesus.  Han var meget intelligent og prøvede ikke overfor mig at "nedgøre" Jesus.

Jeg tror ikke på den såkaldte "erstatningsteologi", der siger, at den kristne menighed har overtaget jødernes plads.  Den troede Paulus heller ikke på, hvad selv en overfladisk læsning af Rom. 9, 10 og 11 understreger.

Men apostlens lidenskab nr. 1 var ikke hans jødiske baggrund, men selve evangeliet, som han brændte efter at vinde sine "kødelige stammefrænder" for (Rom. 9:3).  Han vigtede sig ikke af sin jødedom, eftersom den gamle pagts "omskærelse"  nu i Kristus var afløst af en åndelig "nyskabelse" (Gal. 6:15).

Og så føjer han så herligt til:  "Over alle dem, som vandrer efter denne rettesnor, være fred og barmhjertighed og over Guds Israel!"  (v. 16).  Her skinner kraftigt igennem både hans lidenskab for korsets evangelium og for "Guds Israel", som er Guds sande Israel i samme stund, det ser hen til Ham, de har gennemstunget (Zak. 12:10).

Vi bør som kristne være besjælet af samme evangeliske lidenskab både overfor hedninger og jøder.  Gud har vitterlig en særlig plan med jøderne (ja, læs igen Rom. 9, 10 og 11), men vi frelses alle ved det samme kors!

Evangeliets "eufori" vil uvægerligt smitte af også på "Guds Israel. 

1.5.18 - jn