Forside Artikler Lov-kristendom eller Kristus-kristendom?
Lov-kristendom eller Kristus-kristendom? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 20. april 2018 07:59


Der findes mennesker, for hvem kristendom blot er gode leveregler.  De tror ikke på Gud, men på moral.

Der findes også bekendende kristne, hvis tro ligeledes er moralske leveregler.  De læser Rom. 1:16 som om der står:  "Evangeliet ... er Guds vejledning til frelse" og ikke som Paulus vidner:  "Jeg skammer mig ikke ved evangeliet, thi det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror..."

De lægger noget andet i "Guds kraft" end apostlen gør, men ser det som "kraft" til at leve op til lovens krav, hvad de godt véd, de ikke kan, men så er det godt, vi altid har Jesus til at hjælpe os!  Sådan ca. er omkvædet.

Dette er i virkeligheden en glædesløs kristendom, men jeg skal her være varsom.  I begyndelsen af mit kristenliv var Bibelen et langt stykke af vejen nærmest en lovbog, indtil Ånden gjorde levende for mig, at "Guds kraft" er ikke et sæt lovregler, men en person, og denne person er Kristus.
 
"Vi prædiker Kristus som Guds kraft" (1. Kor. 1:23).  Han er selve kraften fra A-Z.   Både som min Retfærdiggører og Helliggører. Ja, som mit alt!

Nogle tror, jeg afskaffer loven, men det er ikke sandt.  Men der er forskel på at leve et "tage-sig-sammen-liv" i betræbelser på at "leve op" til noget, og se sig frigjort i Kristus ved "livets Ånds lov" og hvile i, at lovens krav ved denne iboende Guds Ånd opfyldes i os og ikke af os.  Rom. 8:1-4.
 
Men mange ser ikke forskellen og er uden for nådens rækkevidde og skal få lov til at være det, indtil de erkender deres egen kommen til kort og bytter lov-kristendommen ud med Kristus-kristendommen.

Ja, og så iøvrigt under Åndens oplysning læse Paulus´ breve, først og fremmest Romer-, Galater-, Kolossenser-, Efeser-, Filipper-brevet m.fl.  Da vil den triste skyggetilværelse snart ophøre, eftersom "sagen selv kom med Kristus" (Kol. 3:17).  Han overskygger alle andre tunge "sager" i et liv i den kolde skygge uden livsindhold og bliver istedet vor glæde og styrke!

20.4.18 - jn

 
Copyright © 2018 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)