Spørgsmålet kom, da vi igår lyttede til Mt. 21:12-16 om de glade børn i templet, som jublede over Jesus og det, Han gjorde, medens de "fromme", stramtandede voksne, som ovenikøbet var ypperstepræster og skriftkloge, ikke følte trang til at juble med, men tværtimod "harmedes".  Vi blev enige om, at det betød, de blev sure!

Vi blev også enige om, at børnenes kristendom blev vi mest tiltrukket af, for den var igen tiltrukket af Jesu "kristendom", medens vi ikke havde spor lyst til at være venner med de sure voksne.  Sådan er det stadig.

Aller første gang, jeg oplevede Billy Graham som kun 17-årig, husker jeg han sagde på et eftermøde for de frelsessøgende sjæle, som var "gået frem":  "En glædesløs kristendom er ikke kristendom!"  Også han må have læst beretningen i Mt. 21:12-16 (og andre steder i evangelierne) om den barnlige glæde i og over Jesus kontra sure voksnes pseudo-kristendom.

Som barn blev jeg frastødt af  en fjern slægtning, en tante, som spurgte mig med "hellig" alvorsmine:  "Husker du at bede din aftenbøn?"  Jeg fik ikke lyst til at falde hende om halsen og sige:  "Ih, hvor jeg elsker dig!"

En kendt "helliggørelsesprædikant" var altid mørk og dyster, og folk forlod hans møder så underigt knugede og glædesløse.  Han var selv glædesløs, også privat derhjemme.  Men en dag sagde et af børnene til deres mor:  "Mor, jeg så far smile!"  Det var åbenbart en sensation.

Du kan spørge:  "Hvordan er det med dig selv?  Er du glad?"  Mit svar er, at i mig selv er jeg det mest glædesløse menneske, der findes, men i Jesus Kristus har jeg fundet min eneste, holdbare glædeskilde.  Den har også den ældre, handicappede, troende kvinde fundet, som altid svarer mig, når jeg spørger, hvordan hun har det:  "Glæden i Herren er min styrke!"

Også hun må have hørt om de glade børn i templet eller taget apostlens ord til sig:  "Glæd jer i Herren altid, jeg siger igen:  "Glæd jer!" (Fil. 4:4) eller Davids ord (efter forresten nogle dystre oplevelser):  "Se hen til Ham og strål af glæde!"  (Sl. 34:6).

9.4.18 - jn