Sådan lød kritikken mod ham fra bl.a. afdøde radiodirektør Svend Fugl, som sammen med teologi-professoren P.G. Lindhardt, Tidehverv og  kirkelige kredse vendte tommelfingeren nedad overfor dette Guds redskab, som  i Åndens kraft konfronterede det danske folk med budskabet om synd og nåde og frelse i Jesus Kristus.

Det skete i 1954, 1955 og 1965.  Gid jeg havde hans taler fra dengang til vækkende inspiration.  Denne kolde fredag morgen havde DR en sober mindeudsendelse m. fine klip fra hans vækkelsesmøder i DK.  Men især kirken løftede øjenbrynene og lod sig ikke uden videre vække, især ikke når redskabet var en amerikansk evangelist.  "Farvel, Billy" skrev Ekstrabladet i en leder, men lod dog trykke en af hans prædikener.

B.G. begraves idag m. deltagelse af bl.a. USA´s præsident.  Han nåede jo i sit lange liv at være rådgiver for 8 præsidenter og blev kaldt hele USA´s pastor.  Hvad der ellers måtte være af kritik mod Billy Graham gennem årene, mere end drukner for mit vedkommende i det, han fik lov at udrette i evangeliets tjeneste.   Men sådan ræsonnerer ikke det kirkelige establishment.  Hans måde at forkynde på var udansk, sagde man.

Det højkirkelige DK sagde nej til mere Graham, som heller ikke kom tilbage efter 1965.  Istedet har vort land ladet sig indfange af mange  "tegn og undere"-prædikanter med al slags vildfarelse i kølvandet.  Bladet "Udfordringen" har fx været talerør for den genre, og  den danske kristenhed lapper det i sig som små kattekillinger.  Grahams budskab om omvendelsens  "must" og "Du må fødes påny!" høres ikke mere. 

Og dog.  Heldigvis findes der også i dette land "udanske" outsidere, som Billy Graham gik "rent ind" hos, - ja, måtte du og jeg være blandt disse, optændt af vækkelsens ild, som ikke er spor amerikansk, men har brændt siden pinsedagen og gør det stadig som ulmende gløder i det mindte fra generation til generation.  Blæser pinsevinden ikke derpå,  dør vi.

2. marts 2018 - jn