Er du i slægt med poesiens ånder,
Der ser og hører, hvad ej andre kan?
Med smerte for hver sandhed du dig vånder,
Som dig en kilde er med livets vand.

Du for blufærdig er herom at tale,
Thi ingen dig alligevel forstår,
Du prøver dog med egne ord at male,
Hvad andre med en pensel bedst formår.

Ja, ensomheden er din forbundsfælle,
Afbrudt om dagen af lidt fuglesang,
Og Himlens stjerner, menn´sker ej kan tælle,
Dig vække kan med nattens digtertrang.

I Biblens psalter føler jeg mig hjemme,
Jeg troens dagbog just genfinder dér,
Dens sandhed jeg i hjertet kan fornemme,
Hvis sum og røde tråd vor Frelser er.

I Kristi nåde lever jeg og ånder,
Han livets ophav er samt arkitekt,
Langt rigere end alle Salomonner,
Og tænk, jeg tilhø´r Hans løskøbte slægt!

-jn

2.4.09