"Fortæl, hvad præsten sagde ved prins Henriks bisættelse", sagde jeg til min 91-årige besøgsven, da jeg ikke selv havde set TV-transmissionen.

"Han gennemgik hele hans liv, og jeg mener også, Jesu navn blev nævnt", sagde han og tilføjede:  "Det var ikke indre mission".  Jeg vidste godt, hvad han mente.  Min gamle ven stammer jo fra den tid, hvor der stadig forkyndtes omvendelse og frelse for syndere.

Det kunne man dengang også gøre ved en begravelse, som altid var en særlig anledning til et vækkende ord.  En sådan nidkær præst var fx domprovst Kaj Jensen, som Jørgen hørte som ung i en tæt pakket domkirke i Århus.

Jeg lyttede i et senere program til den kgl. konfessionarius, som jeg een gang tidligere har været i meget behageligt selskab med, og som jeg husker som meget venlig.  Men Jørgen havde ret.  Der var en masse velplejede, "spiselige" ord om prinsens dyder, men intet alvorsord til de fremmødte om omvendelsens absolutte nødvendighed og personlige stillingtagen til synderes eneste Frelser, vor Herre Jesus Kristus.

Det gjorde næsten fysisk ondt på mig at overvære denne kirkelige happening. "Jeg hader skuespil", sagde i gamle dage min ven, Rolf Svindland, "for foran den store, hvide Trone vil der ikke blive plads til skuespil!"  Journalisten Ulla Terkildsen rapporterede bagefter:  "Ifølge kristen tankegang er prinsens sjæl nu på vej til Himlen!"

Nej, det er ikke kristen, men statsreligionens tankegang, ifølge hvilken adgangsbillet til Himlen gives til alle døbte medlemmer. 
Statsreligionen er jo rede med paradis til alle medlemmer.  Men den store hvide Trone er for hver enkelt  det sandhedens øjeblik, hvor hverken orgelbrus, udvalgte salmer,  gejstlighed og fin iscenesættelse hjælper.

Ej heller for dig, som måtte læse dette uden at være omvendt til Herren.

21.2.18 - jn