Jeg havde nok siddet for mange timer ved min PC og været for opslugt med at skrive.  Derfor var det et nyttigt afbræk idag at skulle besøge hjerteambulatoriet, hvor 2  søde sygeplejersker indgående spurgte til mit helbred og forklarede mig lidt om nødvendigheden af at forsætte med hele paletten af hjertemedicin et stykke tid endnu.

Vi havde en levende og god stund sammen, hvor det faldt mig ind at sige:  "I taler i virkeligheden med et meget lykkeligt menneske.  Jeg har nemlig 2 hjerter, både et medicin-krævende hjerte og så et helt nyt hjerte, som ikke kræver medicin.  Jeg fortalte dem, hvordan jeg fik dette nye hjerte, men de havde allerede instinktivt fornemmet, hvor jeg ville hen.

"Taler jeg nu volapyk?" spurgte jeg dem.  "Nej, slet ikke!" forsikrede de.  De var tværtimod glade for, at jeg - som en af dem udtrykte det - ville "sætte ord" på mine følelser.  Jeg kendte selv en stor glæde ved, frigjort fra min computer, at få en ny anledning til uden omsvøb at "kendes ved" min  Frelser i det åbne, ikke-kirkelige terræn. Mt. 10:32.

Og da jeg nu var på et sygehus, fortalte jeg de søde damer, hvor berigende indlæggelsen havde været i nov. både med det ene og andet hjerte.  Ved en stuegang sagde en læge:  "Vi har stabiliseret dit hjerte, så nu kan du gå omkring og fortælle, hvor godt du har det!"  Det gjorde jeg!

Udenfor skinnede den forårsbebudende middagssol, og min kone og jeg drog glade vor vej videre, bl.a.  en smut til Kvickly, medens jeg ved et af kaffebordene kom i snak med en fransk dame for kun at opdage, hvor meget fransk jeg havde glemt.  Men jeg kunne sige til hende:  "Jesus Kristus er min Frelser, og jeg er meget lykkelig!"  Det var nok til at få kontakt, og hun smilede:  "Mais oui, Monsieur!"

19.2.18 - jn