En politiker sagde engang:  "Man har et standpunkt, til man ta´r et nyt!"  Han blev stemplet som en "vendekåbe".  Men var det fair?

Jeg hører selv til dem, der nogle gange gennem årene har måttet skifte standpunkt som kristen mht åndelig forståelse.  Det kan sikkert mange andre medtroende også sige.  Det kan endda være et sundhedstegn.

Da Paulus og Silas fik lov at forkynde ordet i jødernes synagoge i Berøa, står der, at "jødernes dér var mere retsindige end de i Tessalonika. De tog imod ordet med god vilje og granskede dagligt skrifterne, om dette forholdt sig således." (Ap.G. 17:11)  Dette ydmyge forhold til ordet gjorde nok, at de på en række punkter skiftede standpunkt.   De var ikke viljeløse vendekåber, men bævede for Guds ord i den rette ånd.  Es. 66:2.


Min bedste "nydanske" ven, som sendtes på min vej, ja helt fra Sri Lanka, er vokset op i katolsk tradition, som ingen katolikker spørger kritisk til. Men han gjorde som jøderne i Berøa og undersøgte, om traditionen passede med Guds ord.  Var han en vendekåbe af den grund? Nej, vel?

Den slags "Berøa-kristne" er idag en mangelvare.  Det var de også i min ungdom.  Man lappede i sig som små kattekillinger, hvad en veltalende og slagfærdig prædikant forkyndte , uden at de fulgte ex fra Berøa.  Nogle sagde dog heldigvsis:  "Det, han forkynder, står det i Bibelen?"

I Berøa sagde de måske:  "Dette er nyt for os!  Passer det med "den ganske skrift indblæst af Gud?" 2. Tim.. 3:16.  Blev de "vendekåber"? Nej, men deres samvittigheder blev blot endnu mere bundet til Guds ord uden at blive slavebundne.  Tværtimod frigjorde sandheden dem. Joh.8:32

O, trosfælle,  bliv en Bibel-elskende "Berøa-kristen", der stoler mest mulig på Herren og Hans ord og mindst mulig på mennesker og deres ord!

8.2.18 - jn