For over 50 år siden hørte jeg en aften en af Norges benådede forkyndere, en højt agtet bibellærer og vækkerrøst, A. Bjerkreim (1887-1963), tale på et såkaldt "bedehus" i Flekkefjord, Norge.

 Det blev sidste gang, jeg fik den glæde.  På  forskellige, norske "bibelkurser" (som de kaldtes) kom han til at betyde meget for mig som purung, - især vækkelserne, han førhen havde "stået i", afspejlede sig levende i hans forkyndelse, som altid udsprang fra et grebet hjerte.

Den aften understregede han med et bibelord, jeg ikke før havde hørt anvendt på den måde, nemlig at tilegnelsen af frelsen i Kristus er mere end blot forstandsmæssig bibelkundskab, men er et kald fra Gud som noget, der virkelig er sket i livet.  Bibelordet (Ap.G. 22:6)  var:

"Da jeg (Paulus) var undervejs og nærmede mig Damaskus, skete det...

Bjerkreim betonede, hvor håbløst fortabt det uomvendte menneske er og føjede til:  "Har du ikke fået et sådant kald fra Gud, bliver det aldrig til noget med dig!"

Ja, så "håbløst"  havde Bjerkreim i sin tid forkyndt Guds ord for de uomvendte, der ikke desto mindre strømmede til hans møder,  og mange brød grædende sammen under ordet i Åndens kraft og overbevisning.

Hvad der gjaldt den gang og på Paulus´ tid, gælder stadig:  En genfødt  kristen er et menneske, der er sket noget med, og som livet igennem vil opleve Guds ord som guddomsord, der sker i dagliglivet.  Ved Guds nåde vil jeg i kommende små "klummer" vidne herom til fælles opbyggelse.

Tilbage står det ransagende og udæskende spørgsmål:  Er jeg et omvendt menneske, der virkelig er sket noget med,  og er Bibelen nu det sted, hvor der virkelig sker noget med mig indfor evigheden  - eller er jeg blot en eftersnakkende, religiøs medløber, som der reelt ikke er sket noget som helst med?

1.2.18 - jn