Forside Artikler Under lov eller uforskyldt nåde?
Under lov eller uforskyldt nåde? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 31. januar 2018 08:52


En provokerende "indvandrer-bil" overhalede igår min kone og mig.  Min kone, som sad ved rattet, sagde med "retfærdig harme", hvad jeg selv kunne have sagt:  "Det har han ikke lov til!  Han kører over for fuldt optrukne linjer!"  Denne typiske hverdagsoplevelse talte vi senere lidt om.

Vi kan let møde vore medmennesker med en "Du har ikke lov"-indstilling, selvom vi påberåber os frelse af nåde og ikke ved lovgerninger, for vi er ikke mere "frelst", end at vi stadig har i os et lovisk, selvretfærdigt DNA, som ikke vil underlægge sig nådens herredømme, - derfor trænger vi ofte til en "overhaling" af Romerbrevet, som lukker den selvretfærdige mund på os (Rom. 2:19), så der kun bliver den uforskyldte nåde i Kristus tilbage.

Evangeliet og korsets lærdomme frelser os fra at blive stramtandede moralister og lærer os at rose os af vor Herres Jesu Kristi kors og intet andet (Gal. 6:14).  Al "gudelig" tale udenom korset har intet med Gud at gøre.  Men ak,  i dagens debat er pæne kristne ofte blot syrlige moralister.

Moralens vogtere både af religiøs og politisk observans har dagligt travlt med skadefro at rakke ned på USA´s  præsident.  Man fornemmer hvilken sygelig nydelse, det er at udstille hans fejl, mens der fordømmende kastes med sten, som ivrigt er samlet op ved Sinais bjerg indhyllet af lovtorden.  Jeg læste just et interview med Franklin Graham, Billy Grahams søn, hvor en journalist ville have ham til at udtale sig om Trumps syndige fortid, hvortil Graham blot ydmygt bemærkede:  "Jeg er selv en syndig mand!"

Et sådant vidnesbyrd tror jeg enhver ærlig kristen, der billedlig talt er "bestænket med Jesu Kristi blod" (1.Pet. 1:2) kan identificere sig med, og som har oplevet evangeliet som Guds kraft til frelse (Rom. 1:16) og ikke blot har gjort det til en lovisk vejledning og kodex til et fromt, kristeligt liv.

Ja, hvad vil du helst være?  En "du-har-ikke-lov-kristen" eller et taknemligt vidne om Kristi uforskyldte nåde?

31.1.18 - jn

 
Copyright © 2018 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)