Forside Artikler Hvad der gør ellers kloge menneske dumme - og omvendt!
Hvad der gør ellers kloge menneske dumme - og omvendt! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 30. januar 2018 09:02


Når Herrens ord kalder de ugudelige for dårer (tåber), - Sl. 14:1, 53:1 - er det ikke fordi de er for dumme til Gud, og at det er en lille IQ, der hindrer dem i at vende sig i ydmyghed til den evige Gud.

Nej, men hovmodig afvisning af Gud har gjort dem til dårer.  Gudløsheden har fordummet dem trods evtl. høj intelligens og akademisk uddannelse, mens enfoldige, troende børn og voksne i Guds øjne besidder større visdom og åndelig forstand.

En mand sagde til sin præst:  "Jeg tror ikke på noget - min forstand hindrer mig!"  Præsten svarede:  "Er det så stor en hindring?"

Vore tamilske venner i Vallø v/Køge har p.t. besøg af en lidt retarderet moster fra Sri Lanka med en forstand som et 8-årigt barn, men hun beder meget.  Da vi i lørdags havde bibelfællesskab, sang og bøn, sagde hun straks, efter at jeg havde afsluttet med bøn:  "Jeg vil også gerne bede!"  (oversat fra tamilsk).  Hvor det dog varmede mit hjerte.

Vi var ikke samlet som en eksklusiv, intellektuel studiegruppe, men som de små mennesker, vi er, med Jesus Kristus i vor midte (Mt. 18:20), og da er der kun Een, der er stor. -   Jeg kom til at tænke på ordet i 1. Kor. 1:26-31, der taler om små mennesker, som Gud har udvalgt til frelsen i Kristus.  Der står, at det gjorde Gud, "for at gøre det, der er noget til ingenting."

Disse mennesker tror på frelse ved Kristi kors, hvilket for "verdensklogskaben" er topmålet af dårskab.  Blot "kors" og "korsfæstelse" var ord, man i antikkens Grækenland ikke burde tage i sin dannede mund.  Alligevel er "ordet om korset", trods dets dårskab, Guds kraft til frelse for dem, der ta´r imod og tror dets evangelium, ja, også  en enfoldig moster, der hverken kan læse eller skrive.

Men for os, som Gud har givet forstand til både at tale, læse og skrive gælder den enkle parole:  "Sig det enkelt, sig det ofte og lad det fænge!"

Vi gamle går let i "selvsving", siges der.  Men denne gamle, ugudelige verden er for længst gået i selvsving og har intet forløsende nyt at bringe.

30.1.18 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)