Forside Spørgsmål og svar Hvad skete, da Jesus døde?
Hvad skete, da Jesus døde? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 29. januar 2018 16:19

Spørgsmål fra Norge

Spørgsmål:  Eit spørsmål her ang når Jesus døde. Han sa til den frelste røvaren at i dag skal du vera med meg i paradis. Så les me i Peters brev at Jesus gjekk bort å preika for åndene som var i varetekt. Spørsmålet er då om denne røvaren var med på dette når Jesus preikte for åndene som var i varektekt? Eller var han fleire plasser, sidan røvaren skulle vera med han i Paradis??

Svar: Først skal vi slå fast, hvad Jesus sagde til den angrende røver, som havde bedt:  "Jesus, kom mig i hu, når du kommer i dit rige!"  Herrens svar på denne bøn var:  "Sandelig siger jeg dig:  Idag skal du være med mig i paradis!"  (Luk. 23:42-43).

Jehovas Vidner m. fl. har lavet om på denne sætningskonstruktion og får Jesu ord til at lyde:  "Sandelig siger jeg dig idag:  Du skal (en gang i fremtiden) være med mig i paradis!"  Dermed er deres påstand, at det var ord, Jesus sagde den dag ("idag"), men uden noget tilsagn om, at røveren ville være med Jesus samme dag.

Denne unaturlige ordkonstruktion går vi let henover, eftersom vi bogstaveligt tror på løftet om, at i samme sekund røveren døde, var han med Jesus i paradis, dog endnu ikke i Himlen.  Han var med Jesus dér, hvor Han var, og det er altid paradis. 

Han "nedfor til dødsriget" (trosbekendelsen), men ikke til helvedet for at pines (hvilket nogen fejlagtigt lærer), men til dødsriget, der havde en "paradisisk", trøsterig afdeling benævnt som "Abrahams skød" (Luk. 16:22), mættet med Guds nærhed. "Reder jeg leje i dødsriget, så er du dér!" siger David (Sl. 139:8), ja,så godt kunne Herrens egne tale om tilværelsen efter døden.

Denne afdeling tror vi, Herren har taget med sig til Himmelen, da Han som "ærens (el. herlighedens) Konge" drog ind gennem alle universets porte og døre (Sl. 24:7-9)sammen med de frelste i dødsriget, inkl. røveren, for at "tage sæde ved majestætens højre hånd i det høje, efter at Han havde fuldbragt renselse for vore synder"  (Hebr. 1:3).

Vi véd ikke meget om, hvad Herren foretog sig i de 3 dage og 3 nætter "i jordens skød" (Mt. 12:40). Måske formidlede Han yderligere festglæde til de troende i dødsrigets paradis-afdeling, dvs. "Abrahams skød" i kraft af det fuldbragte Golgata-værk.

Mange af os lærte som børn, at Han i det tidsrum "prædikede for ulydige ånder i forvaring, som i Noas dage trodsede Gud (1. Pet. 3:19-20).  Men der står, at "Han led døden i kødet, men blev vakt til live i Ånden, i hvilken Han også drog hen og prædikede for de ånder, som var i forvaring."  Det var den Ånd,  der gennem Noa  prædikede i de dage.  Sådan forstår jeg selv 1. Pet. 3 idag.

Til slut:  Jesu ord til røveren på hans dødsleje er til trøst for hver angrende synder, for at ingen synder skal fortvivle, men det er også den eneste dødsleje-omvendelse i hele Bibelen for at ingen skal tro, at det letvindt kan vente  til dødslejet. For det er langtfra sikkert.  Tværtimod hedder det:  "Søg Herren, mens Han findes, kald på Ham den stund, Han er nær!"  (Es. 55:6)

Jørn Nielsen, Næstved.

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)