Forside Artikler Et vidnesbyrd, der glædede mig!
Et vidnesbyrd, der glædede mig! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 17. januar 2018 12:12


I en lille e-mail korrespondance med en katolsk (!) ven, der let kunne gå hen at blive en opslidende polemik, delte han med mig dette fine vidnesbyrd:

"Min egen dåb ... var et resultat af omvendelse fra ingen tro til fast tillid til at Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne, havde taget min synd på sig og skænket mig et helt nyt liv. Den var en proklamation til omverdenen om at jeg nu hørte Kristus til."

Hans dåb skete som voksen, men kunne som mange andre været sket før.  Men det afgørende er, at han kunne vidne om en personlig omvendelse og tro på den korsfæstede og opstandne Frelser med efterfølgende dåb som "en proklamation til omverdenen om, at jeg nu hørte Kristus til!"

Et sådant vidnesbyrd varmede mit hjerte og svarer nøjagtigt til baggrunden for min egen dåb ved Det danske Kommando som soldat  i Tyskland som ganske ung.  Jeg var ikke, som de fleste af mine landsmænd døbt som baby (jeg var født udenfor folkekirken), jeg blev ikke "gendøbt".

Men hvis jeg havde været barnedøbt, ville jeg nok, med den forståelse jeg idag har, ikke have ladet mig "gendøbe", men istedet vidne om, hvad dåben forkynder, og som jeg ikke bliver træt af at fremholde, nemlig vor åndelige forening med Kristus i hans død, begravelse og opstandelse.
Den sandhed levede jeg allerede i, før jeg blev døbt takket være bl.a. god undervisning af gode evangeliske (især norske) brødre, som samtidig var gode "romere", dvs. vel bevandret i Romerbrevets frigørende sandheder.

 Dåben gjorde mig ikke mere  "medkorsfæstet", mere "begravet" el. mere "medopstanden",  men ved min "forsinkede" dåb vedkendte jeg mig for offentligheden min forening med den korsfæstede og opstandne Herre.

Jeg blev således meget glad for ovennævnte vens vidnesbyrd og for andre genfødte kristnes selvoplevede vidnesbyrd!

 17.1.18 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)