Min bedste ven fortalte mig gribende, hvordan og hvorfor han forlod den romersk-katolske kirke.  Som han selvstændigt studerede Bibelen og mere og mere så, hvor ubibelsk pavedømmets lære var, spekulerede han på en alternativ kirke. 

Han "shoppede" lidt hos  protestanterne, hvor han heller ikke følte sig 100% hjemme.

Han fortalte, at samme problem kan melde sig i hans katolske familje.  Hvis altså den katolske kirke fravælges, hvad er så det andet, man skal vælge?  Med "det andet" tænktes på en anden, etableret kirke.  Vi var enige om, at heller ikke det er svaret.  Vor fælles rettesnor er Bibelen, og intet er så opbyggeligt for min ven, som når vi sammen åbner Bibelen for at lytte til Guds ord i et opbyggeligt, åndeligt samvær.

Svaret for os begge er at finde uformelt sammen med dem, Herren leder os til, og som er genfødt af  "sandhedens ord"  (Jak. 1:18) - dvs. evangeliet - for at praktisere "de helliges samfund",  som i trosbekendelsen står synonymt med  "den hellige, almindelige kirke".  Anderledes skal trosbekendelsen ikke forstås.

Åndens samfund (fællesskab) med Herren Jesus i vor midte (Mt. 18:20) er lig med kirke i nytest. forstand.  Men en så enkel kirke-forståelse mødes ofte med syrlig nedladenhed, da den gængse forståelse af "menighed" el. "kirke" knyttes til en bygning/organisation.   Spørger man en "gennemsnitskristen", hvordan han/hun oplever "de helliges samfund", bliver svaret som regel hængende i luften.  Man vil hellerede tale om "programmer", "aktiviteter" el. andre "manifestationer" i kirkerummet.

 
Beskyld mig ikke  for at være imod bygninger, men disse kan ikke være "kirke" for os.  Det skal vi som Kristus-troende selv være som eet i Ham og dermed praktisere de helliges samfund "alle vegne både hos dem og hos os, der påkalder vor Herres Jesu Kristi navn" (1. Kor. 1:2).

3.1.18 - jn