Lad mig indrømme det.  Jeg bryder mig, mildt sagt, ikke om julen, som oprindelig er - hvad de fleste véd  -  en hedensk solhvervsfest med store mad- og drikkeorgier.  Istedet for at fejre, at sollyset så småt var ved at komme tilbage i vintermørket, besluttede kirken at gøre den til en fest for Jesu fødsel, ja, gøre den til årets og kirkens suverænt største højtid støttet af statsmagten.

Men den er, lige så lidt som nogen anden højtid, påbudt i Det ny Testamente.  De jødiske højtider er i Jesus Kristus opfyldt og dermed  afskaffet, da Han nu selv er vor højtid i hjertet hver eneste dag.  Men julens lovbefalede ordning bør vi som kristne ivrigt og frit udnytte og sige:  "Nuvel, bordet fanger!  Jesus er nævnt, og det vil vi benytte os af ved både at nævne og forkynde Ham som synderes eneste Frelser!"

Når jeg ind imellem kvitterer for en "obligatorisk" julehilsen ved at spørge:  "Hvad mener du egentlig med Glædelig Jul?" så véd de færreste, hvad de skal svare.  "Sådan siger man jo!"  Det kunne være en anledning til at sige et troværdigt ord om Jesus Kristus, som vort folk ikke kender trods dåb og konfirmation og humørfyldt søgning til kirkerne juleaften.

Jeg ser det ikke som mit kald at harcelere over julen, men hellere lade den være en gylden anledning for evangeliets troværdige vidnesbyrd.  "Julesalmerne" ville jeg  kalde blot salmer eller evangeliske sange, som vi har vi en sand rigdom af, og hvor ville vi dog være fattige foruden.

Da Brorson viste kladden til den udødelige "Den yndigste rose er funden..." til sin tyske præsteven i Tønder, Hermann Schrader, sagde denne:  "Aldrig har jeg vist, at det danske sprog kunne være så smukt!"

Det danske sprog tales ikke særligt smukt mere, og dog har det aldrig lydt så  smukt, som når evangeliet forkyndes med selvoplevelsens kraft af jævne mennesker.  Og en måbende verden vil undre sig!

15.12.17 - jn