Forside Artikler Skal du også brændes, når du dør?
Skal du også brændes, når du dør? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 11. december 2017 06:43


De fleste kristne ta´r let på spørgsmålet.  De vælger kremering (ligbrænding), ikke pga. Bibelen, men for at følge tidsåndens hedenske praksis, som kristne vidt og bredt  er kommet til at ligge under for.  Bibelsk undervisning ignoreres, og verdslige argumenter fremføres hellere, overlegent og trodsigt.

Både venner og fjender af ligbrænding er dog enige om dens hedenske oprindelse.  Hos hinduerne er det fx en fast praksis.

Da jeg selv ikke regner med at være på denne jord så meget længere, må jeg, som de fleste i min alder, forholde mig både til min død (hvis ikke Herren kommer forinden) og hvordan mine jordiske rester skal skaffes af vejen.  Jeg har valgt "blindt" at følge Bibelens praksis, som er begravelse.

Denne klumme kan ikke gi´ alle relevante bibelord, men den, som vil oplyses, bli´r det straks af fx en god bibelordbog under stikordet "begrave" - "begravelse".  Jeg så netop på Google en god artikel herom på www.triumphpro.com/cremation-pagan.htm, som jeg tør stå inde for.  Godt nok på engelsk, hvilket dog de fleste "kan", men kun få vil nok læse den.  Der er jo ikke tid til "den slags".  Slet ikke i en julemåned.

Jeg medgi´r, at mange vælger kremering ("bisættelse") pga. uvidenhed, men her hjælper Bibelen os.  "Jamen, der står ikke noget direkte forbud mod ligbrænding", argumenteres der.  Begravelse er dog stadig Bibelens praksis, - ligbrænding har med straf og dom at gøre. (se fx 3.Mos.20:14)

Mange martyrers liv endte på bålet, men det taler ikke til gunst for kremering.  Det er en tåbelig måde at argumentere på, men jeg har hørt det sagt.

Jesu ex til efterfølgelse gælder også begravelse.  "Jesus døde og blev begravet", ej brændt.  Så vidt jeg husker, var det også Spurgeon´s grund til at ville begraves. Men kremering stammer fra en hedenskab i oprør mod Gud og Kristi lære, men i det trods bør en Kristi efterfølger, der tager Guds ord alvorligt, ikke tilpasse sig verden. Rom.12:2.

Men det gør verdslige kristne både i dette spørgsmål som i så mange andre spørgsmål, hvor det er tidsånden og ikke Bibelen, der bestemmer!
O, lad dig ikke forlede af tidsåndens religiøse mennesker, men gå imod malstrømmen og bliv en Kristi efterfølger ledet af Guds ord og Guds Ånd.

11.12.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)