Forside Artikler Ja til Kierkegaard, hvis han er mere end filosofi!
Ja til Kierkegaard, hvis han er mere end filosofi! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 08. december 2017 05:35



Ingen dansk filosof har blotlagt den menneskelige eksistens, dvs. vist os sandheden om os selv, som Søren Kierkegaard med påstanden om, at vi er mere end en kemisk tilfældighed, men derimod en "syntese" af tid og evighed, af legeme og ånd, og at et menneske uden Gud er et fortvivlet menneske uanset hvor lykkelig og succesfuld den ydre facade ser ud.

En så kompromisløs tale overgås kun af Den hellige Skrift, som 3 forskellige steder stiller spørgsmålet:  "Hvad er et menneske?"  Det prøvede vor biologilærer, fru Svensson, i min barndoms skole at besvare ved at sige, at vi  kun er et højerestående pattedyr, der gennem millioner af år har udviklet sig til den udgave af "homo sapiens" (det tænkende menneske), som der idag er ca. 7 mia. af på jorden. Ak, hvor pauvert!

Jeg troede som kristen naturligvis ikke på den ateistiske biologilærer, men havde ikke mandsmod  til at sige:  "De taler usandt, fru Svensson, hvor "videnskabelig" De  end hævder at være!"

Men S.K. protesterede, ej mindst i den lille bog "Sygdommen til døden", - og den sygdom var ifg. bogen en åndens fortvivlelse løsrevet fra Gud.
Jeg har spurgt mig selv:  Ville jeg få følgeskab af S.K. i det åbne terræn (el.  på hospitalet for nylig), når jeg overfor det enkelte menneske, jeg træffer på min vej, prøver at aflægge et troværdigt vidnesbyrd om Jesus Kristus, som eneste "eksistentielle" svar på menneskets åndelige og evige ulykke?

Jeg håber det. Eller ville han synes, at jeg ikke var "dyb" nok? Det håber jeg ikke.  Eet er dog sikkert:  Jeg føler mig mere åndsbeslægtet med den enfoldige, ufilosofiske, svagtseende kvinde, som ofte smilende hilser mig med sit yndlings-bibelord:  "Glæden i Herren er min styrke!"

Tak da til Danmarks store tænker, men mere tak til Gud for enfoldige  kristne med et glad, selvoplevet Kristus-vidnesbyrd ude i "det åbne terræn" en kold decemberdag.

8.12.17 - jn

 
Copyright © 2018 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)