En ungdomsven sagde engang til mig:  "Jeg har lært at være bedste ven med mig selv!"  Den udtalelse syntes jeg ikke umiddelbart om.  Jeg ville hellere høre ham sige:  "Vor Herre Jesus Kristus er min bedste ven!"

Men måske havde han i evangeliets lys en pointe.  Jeg var denne morgen som så ofte før i Romerbrevet 7:24, hvor apostlen udbryder:  "Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?"

Hvad gør mig til et elendigt menneske?  Af samme grund som den Paulus nævner:  "Synden, som bor i mig!"  (v. 17).  Læg mærke til at han taler ikke om synden, som boede i ham, og som ikke bor der længere.   Han gentager dette faktum i v. 20:  "Synden, som bor i mig."

Overladt til os selv og dette kroniske dilemma er vi hjælpeløse overfor lovens moralske standard. Loven er god nok, men det er jeg ikke.

Da jeg var et vantro barn, var jeg oprørsk og ond.  Min far prædikede moral for mig og havde ret, men det hjalp mig ikke. Det blev kun værre.

Elendigheden er også  i os som kristne.   Ordene:  "Jeg elendige menneske!  hvem skal fri mig?" har kun dette svar: "Gud ske tak, ved Jesus Kristus, vor Herre!"

Er du "elendig"?   Lad Kristus være svaret på din nød.  Sig det direkte til Ham:  "Lad mig påny se dig som svaret på min elendighed!"

Jeg så det i morges påny:  I og ved mig selv er jeg elendig.  Ved Jesus Kristus og det, jeg er i Ham er elendigheden ikke mere. Jeg er nu i Åndens lykkelige frihed, hvor lovkravene opfyldes i mig og ikke af mig.

Herom handler Rom. 8, frihedens lovsang, og i det lys og i en sådan Frelser kan også du være den bedste ven med dig selv!

Men husk:  Du hopper ikke uden videre fra Rom. 7 og over i Rom. 8.  Begge kapitlers erfaring følger dig livet igennem.   Vi kæmper med iboende synd, men glæder os samtidig over vor frihed i Kristus.

2.11.17 - jn