Forside Artikler Bibellæsning med Åndens bistand
Bibellæsning med Åndens bistand Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 17. oktober 2017 09:55


Jeg spurgte engang en god ven, som godt nok kunne være både provokerende og kontroversiel ind imellem:  "Tror du på hele Bibelen?"

Han smilede:  "Ja, fra ende til anden!"  Men føjede så til:  "Jeg tror dog, at mange kristne læser Bibelen, som den ikke skal læses!"

Jeg var enig, og han havde en vigtig pointe.  Bibelen skal nemlig ikke læses kun som en tekstbog, men også, ja især, som en erfaringsbog!

En præsteven syntes, han måtte sige til mig, da han gennem vort bekendtskab fornemmede, at jeg på Bibelens sider befandt mig godt:  "Det kan også være godt at læse fortolkninger!"

Også det var jeg enig i, men må så dog ud fra et langt "bibelliv" sige:  "Ja, , men den bedste Fortolker er lige godt Guds Helligånd, om hvem Herren jo har sagt:  "Han skal vejlede jer til hele sandheden!"  (Joh. 16:13).

Og igen:  "Ingen profeti i Skriften lader sig tyde egenmægtigt!"  (2. Pet. 1:20), hvilket gælder alt Guds ord.  Helligånden tyder ordet for os, så det ikke forbliver døde bogstaver.  Og da oplever vi med salmisten:  "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt!" (Sl. 119:130).

Jeg læser i dette Luther-år en masse om denne reformator, hvis forhold til Bibelen især var eksistentielt, dvs.: det var hans  erfaringsmæssige (eksistentielle) møde med ordet, som betød mest, ja alt for ham.

Vor svigersøn rejste just til et krævende seminar, som han alene havde ansvaret for. Han rejste glad og frigjort, "for jeg har fået et ord ", sagde han.  Han "tog" det ud af sin sammenhæng, sagde han, men med  en sætning, han akut havde brug for:  "Herren giver dig hvile for din møje og uro...", og straks blev en byrde løftet fra ham og Guds fred fyldte ham.

Sådan har mange gudfrygtige mennesker gennem tiden læst i Bibelen, ikke blot "tekstkritisk", men med Åndens oplysning.  Idag skal jeg have bibelsamtale med en 91-årig ven.  Vi begynder altid med bøn om Åndens bistand og lys, som til dato endnu ikke udeblevet.  Tak og lov!

 17.10.17 - jn

 
Copyright © 2017 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)