Forside Artikler Luther og sex
Luther og sex Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 26. august 2017 08:16



Martin Luther er inspirerende på mange måder.  Der er ikke den "afkrog" i menneskelivet, som han undgår at forholde sig til.  Bl.a. når det gælder seksuallivet.  Her er han jordnær, livsglad og munter, men samtidig gudfrygtig og bibeltro.

Da Luther giftede sig som 42-årig efter ellers at have været indstillet på at leve resten af livet i cølibat, var det ikke seksualdriften, der drev ham ind i ægteskabet.  Ægteskabet blev indgået nærmest som en pligt for at demonstrere, at påtvungen cølibat ikke er Guds vilje. Ægteskabet blev for Luther en "opdagelsesrejse" og så fantastisk, at han snart kunne tale frigjort og i renhed om sex som en vidunderlig del af Guds skaberorden.

Dette emne indgik som så mange andre emner i hans berømte bordtaler eller bordsamtaler, hvor det selvfølgelig var ham der førte ordet.

Luther så meget strengt på seksuallivet som del af ægteskabet og kun dér, og "udenoms" forbindelser mente han skulle straffes strengt.

 Selvom Luther havde mange fejl og efter min mening også tog fejl i både teologiske og politiske anliggender, var han ved Guds nåde ikke så "moderne", at han på noget tidspunkt gjorde sig skyld i utroskab mod sin kone, hvor den gensidige kærlighed var forbilledlig livet igennem.

I min levetid har det vrimlet med  prædikanter/teologer, som har syndet groft i utroskab mod deres koner - og vi må som mænd tale med sagtmodighed herom, da mange af os har prøvet at være uhyggelig nær farezonen.  Vor gamle afdøde, ven, cand.jur. Poul Madsen, selv en ordets forkynder, betroede mig, hvilke fristelser han kunne møde som enkemand, da han endnu kun var i 40´erne.  "Havde jeg givet efter", sagde han, "ville hele mit liv idag være ødelagt!"

Luther er selvsagt ikke den eneste, der har holdt stien ren.  Andre nutidige ex kan nævnes.  Men de, der er faldet, er stadig  i sand anger indenfor tilgivelsens rækkevidde som David var det.  De vil dog ikke have travlt med igen at stige op på højtlydt platform, men stadig kunne finde sin stilfærdige plads i Kristi menighed.  I kraft af Hans uendelige nåde.

26.8.17  jn

 
Copyright © 2017 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)