Min kone og jeg besøgte ham dagen efter selve fødselsdagen d. 22/8, dvs. igår.  Jacob er en missionslegende m. ca. 47 års pionertjeneste for evangeliets udbredelse i Papua New Guinea´s høj- og lavland.  Nu bor han og hans demens-ramte kone, Sophie, i Dianalund, ca. 40 km fra vor bopæl i Næstved.

Alderdommen sætter ind, især hos hans lille kone.  Jacob kører ikke bil mere og bruger krykke.  Men han er ikke "gået i stå" og hans velkendte humor, slagfærdigheder og vindende, smittende smil er stadig intakte.

Så fortalte han lidt om, hvad han nu laver.  Uge for uge underviser han i evangeliet for 15-20 iranere i et lokale på det lokale bibliotek med store sproglige udfordringer.  Selvom de er "nydanskere", kniber det med det danske, men med lidt tolkehjælp og opfindsomhed går det, og Jacob fortalte os veloplagt, hvilken glæde denne tjeneste bereder ham.

Jeg følte mig meget, meget opmuntret, da jeg jo har en tilsvarende udfordring med "mine" iranere i Næstved, og jeg fik således mere "blod på tanden" (undskyld udtrykket) og blev bekræftet i, at alderdom og legemlig skrøbelighed ikke behøver at være en hindring for evangeliet.  Herom vidner i det mindste apostlen Paulus i Gal. 4:13-14.

Han sluttede med en bøn for vor USA-tur d. 5/9, og han gav mig gode råd.  Jacob har mange "forstandige" grunde til at lade sig pensionere fra evangeliets tjeneste pga. både legemlig skrøbelighed og en syg og hjælpeløs kone, der får hjemmehjælp flere gange i døgnet, medens han selv står for det huslige med bl.a. indkøb og madlavning.

Men der er stadig tid til iranerne og til den ordets forberedelse, hans undervisning kræver.  En udfordring for os andre gamle!Skulle jeg fristes  til at tale om mine handicap, vil jeg fra nu af slå mig selv på munden og tænke på Jacob og hans evangeliske, transcendente smil!

24.8.17 - jn