Fra foderbrættet fløj min solsort væk,
Thi just ved denne tid det årligt hænder,
Den flyver til og fra vor grønne hæk,
Mens vårens søde elskov den antænder!

Og elskovstid bli´r snart til rugetid,
Hvor hækken bli´r udset som dens domæne,
Her den kunstfærdigt bygge vil med flid
En mønsterrede over havens plæne.

Og solsortfar vil med sin fløjtesang
Henrykke solsortmor og vore sjæle,
Vi kender ingen lifligere klang,
Som evner os hvert forår at forkæle!

Vi kan hos droslen få en nyttig kur,
Hvis vi ej synes, vi kan stort udrette,
Måske du kan som glædens troubadour
En vinterdepression for andre lette?

Nej, dette skønne forår er ej tid
Til at surmule nu, hvor alt udspringer!
Mærk hvordan solen os tilsmiler blid
Og smelter bort al is på åndens vinger!

jn

20.3.09