En ældre dame sagde til mig igår efter kirkegang:  "Jeg har set dig i Sandby Kirke - hører du til dérl?"  Jeg svarede:  "Jeg hører ikke til nogen steder.  Jeg tilhører først og fremmest Jesus Kristus!" Jeg er godt klar over, at det kan lyde affejende, og hun svarede mig da også:  "Jamen, derfor kan man da godt tilhøre en kirke!"

Når jeg samles med mennesker til Bibel og bøn og sang, føler jeg virkelig , at det med kirke synliggøres, hvor tyngdepunktet ikke er "kirke", men vor Herre Jesus Kristus som midt- og samlingspunkt ud fra Hans eget løfte i Mt. 18:20 om Hans tilstedeværelse.  Er det "overåndeligt" at tale sådan?  Nej, det er såre konkret og har absolut praktisk  "jordforbindelse".

Men ordet "kirke" er ligesom lettere at tale om som en institution el. et betagende bygningsværk med et vel udstyret kirkerum.  Jeg viste engang for mange år siden noget familie rundt i en landsbykirke i Munke-Bjergby, hvor vi dengang boede.  Pludselig spørger en lille niece:  "Hvor er Gud?"  Vi andre smilede, men den lille pige ramte plet.

Hun spurgte efter Ham, som der rent kirkeligt ikke spørges efter, og dog havde min gamle ven i Norge, evangelisten John Olav Larssen ret, da han engang besvarede en journalists spørgsmål:  "Hvad er vækkelse?" med ordene:  "Vækkelse er, når mennesker begynder at spørge efter Gud!"

Det gjorde Elisa, da Elias blev taget fra ham:  "Hvor er nu Herren, Elias´ Gud?"  (2. Kg. 2:13)  Han spurgte ikke efter Elias, for det nyttede jo ikke noget, men efter Elias´ Gud.  Det blev begyndelsen til åndelig vækkelse.

Om føje tid er vi, om Gud vil, i USA.  Derovre taler man ofte mere om "church" og "worship" end om Kristus.  ("Worship" er et godt ord og betyder egentlig "tilbedelse", men er derovre et intetsigende dækord for diverse sang og musikudfoldelse på platformen.)

Gud give, at det må være Ham, Kristus, vi peger på og ikke på nogen bestemt kirke, for da vil vor rejse være forgæves og uden videre mening.

14.8.17 - jn