Mange kristnes syndserkendelse kan ligge på et meget lille sted.  De véd nok inderst inde, at de er på afstand af Gud, men de dækker sig ind med måske en rituel syndsbekendelse henne i kirken, som dog kun er et livløst ritual.

Da Peter sagde til Herren:  "Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!"  (Luk. 5:8), var ordene ægte og dybtfølte og ikke et ritual.

Johannes sagde til Herren:  "Jeg trænger til at døbes af dig!"  (Mt. 3:14), men det var ægte syndserkendelse.  Han var endda fyldt med Ånden fra moders liv, men sand åndfylde fører altid til sand syndserkendelse.

En ven og jeg var til et kristent stævne.  Min ven var ikke "solgt" på det, vi hørte.  En opstemt leder sagde til ham:  "Er du bange for os?  Det forstår jeg godt, for vores ånd er stærk!"  Det var åndshovmod, og jeg kom senere mere ind på livet af fyren, som var alt andet end åndsfyldt og "stærk".

Istedet for egen, ydmyg syndserkendelse kan vi fristes til at tale lidt for "frelst" om andres synd.  Når en mand er "faldet i synd", tænkes der kun på sex.  Men hvad med de fromme, moralske kirkegængere, som er uforsonlige overfor andre medtroende? Er ikke også de "faldet i synd"?

Er de mere "stuerene" end ham, der faldt i hor, og som angerfuldt bekendte sin synd?  Religiøs uforsonlighed kan pågå i årevis, ja hele livet uden at "få gjort op".  Er den synd mindre alvorlig end et seksuelt fald?

Jeg "faldt i synd" engang på et hotel.  Nu tror du, det var noget med sex. Nej, mit "fald" var verdslighed, hvor jeg som Peter varmede mig i en fremmed ild (Luk. 22:55) med andre forretningsfolk.  Min samvittighed blev ramt, og jeg måtte bekende mit syndefald ind for Herren den aften.

Skal vi hjælpe andre til rette, som falder i synd, må vi selv vide hvad ægte syndserkendelse er for at kunne handle i en sagtmodig ånd (Gal. 6:1)

9.8.17 - jn