Den ene dag, en alm. hverdag, kan jeg i vort køkken vidne om og "forsvare evangeliet"  (Fil. 1:16) overfor et par håbefulde unge mennesker.  Det føler jeg er såre, såre meningsfyldt.

Men søndag formiddag, kan jeg sidde i en landsbykirke m. min viv for at vise god vilje overfor denne lutherske statsinstitution, men føler stor smerte over et religiøst maskineri m. døde ritualer, en lovbefalet ind- og udgangsbøn samt en oplæst mini- prædiken, som reelt ikke flytter noget el. bevæger til omvendelse, selvom der i den trykte indgangsbøn formelt  er en monoton bøn om hjælp til at høre ordet sådan, "at vi omvender os".

Det kaldes "gudstjeneste", men er uden mening.  Jeg får lyst til at skrige højt:  "Hvor længe vil I gøre grin med Gud?  Og holde jer selv for nar?"  Jeg gør det ikke, men håber så under kirkekaffen at få bare noget, der ligner meningsfuld kontakt m. somebody.  Men det er ikke let, selvom jeg jo "på papiret" er blandt fromme trosfæller m. fælles trosbekendelse.

I vort prosaiske køkken var der med 2 ikke-troende unge mennesker fra gaden mere meningsfuld og dynamisk kontakt omkring selve evangeliet end henne i kirken, hvor ellers et af ritualerne lyder, lige inden præsten begynder at prædike:  "Gud være lovet for sit glædelige budskab!"

Er det mig, der er vanvittig og ikke har tilpasset mig - markedstilpasset mig som man siger i forretningslivet - og slået mig til ro med sagesløse, fredselskende kirkegængere, som ikke gør en kat fortræd?
 
Det korte svar er:  Ja, det er mig, der er vanvittig.  Set med det kirkelige establishments øjne.  Og dog alligevel på evangeliets vegne.  For det er stadig et glædeligt budskab, og ikke bare det.  Det er Guds ultimatum til min fortabte samtid inden- el. udenfor det velsmurte, kirkelige maskinrum.  Det er, Gud ske lov, stadig, "et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid" (1. Tim. 2:6).

O, agtværdige trosfæller, lad det slippe til!  Så får det briste eller bære!

7.8.17 - jn