"Se til mine fjender, thi de er mange...!  (Sl. 25:19)

David talte om sine mange fjender. Det gør vi også.  Vi véd bare ikke altid, hvem de er.  J. Noer sagde engang  til mig:  "I al denne åndelige krudtrøg er det ikke altid til at se, hvem der er ven og hvem der er fjende!"
 
Men David gik ikke rundt som en uhelbredelig, mistænksom paranoid.  Han kunne tværtimod sige om sig selv og om enhver Kristi efterfølger:  "Hans sjæl skal stadig have det godt!"  (Sl. 25:13, norsk ovs.), og i en anden salme siger han (stadig om sig selv):  "Stor er hans glans ved din frelse!"  (Sl. 21:6) - denne "frelsesglans" kastede al fjendskab i skyggen.

Hvad der stundom kunne skræmme ham, var snarere fortidens synder og brøde, "thi den er stor", siger han (Sl. 25:11).  Han taler om synder begået som et troende menneske.  Troende menneskers syndserkendelse ligger ofte på et meget lille sted og fortrænges ofte af diverse højrøstet platformsstøj.  Og tomme halleluja-råb uden jordforbindelse.

Men ægte syndserkendelse hos David førte ikke til trældom el. kronisk  forknythed, for Herrens nåde  var større.  Smlgn. Rom. 5:20.  "Vi bliver nødt til at tale om de troendes synder", sagde en forkynder på et sommerstævne engang i Norge.  Hans ord kunne selvsagt snedigt fordrejes , men de var sande og helt i samsvar m. 1. Joh. 1:9 og 2:2.

Men vore fjenders fjende, djævelen, vore brødres anklager (Åb. 12:10) kan med både sine brøl og små "overåndelige" nålestik prøve at fratage os frimodigheden og hvilen i syndernes forladelse.  Også dette kendte David til.  Ja, hvem kender ikke til det som troende?

Men da synger jeg selv ofte med Brorson:

Hvo vil mig fordømme?  Jesu blodestrømme
sænker jeg mig i!
Gud for alle riger, dømmer selv og siger:
Denne han er fri!
Han er to´t i Jesu blod,
Satan, synd og død må rømme,
hvor vil mig fordømme?

3.8.17 - jn