Forside Artikler Bibelen - en evangelisk helhed
Bibelen - en evangelisk helhed Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 01. august 2017 09:44


Jeg havde et "let" frokostmøde m. en gammel ven.  Vi to er meget uens og ikke altid enige.  Men han er en god samtalepartner og en dynamisk leder. Den slags hænger ikke på træerne.

"Jeg har det svært med Det gamle Testamente", betroede han mig.  "Efter korset er Gud mild, kærlig, forsonende, men før korset (DGT) er Han ofte vred og stridbar."  Sådan ca. sagde han til mig.

Jeg svarede ham ved at henvise til en samtale, jeg engang havde haft med en yngre kvinde fra Bergen, som havde været på bibelskole.  Jeg spurgte hende:  "Hvad kom til at betyde mest for dig på bibelskolen?"  Hun svarede:  "Det var, at Bibelen er en helhed!"  Det syntes jeg var et godt svar, for sådan er også mit forhold til Bibelen.

Til min gamle frokostven sagde jeg:  "Kan jeg få lov at dele et ord  med dig fra DGT, som handler om korset, og som var et ord, en norsk forkynder engang gav mig?"  Han hentede sin Bibel og sammen læste vi ordet fra 2. Mos. 28:39 (i min 1948-ovs.):  "Han (dvs. ypperstepræsten Aron) skal tage de synder på sig, som klæber ved de hellige gaver..."

Jeg betroede min ven:  "På samme måde oplever jeg, at ved min åndelige tjeneste, uanset hvor god og hellig den er,  klæber der synd, hvor jeg trænger den store Ypperstepræst og syndebærer, Kristus."

Det er blot et af de  mange ord i DGT, hvor korset og forsoningen (1. Joh. 2:2) træder tydeligt frem.  Den hellige, gudsbenådede  og internationalt kendte bibelfortolker Matth. Henry siger som kommentar til netop det ord:  "Vi kan ikke være andet end bevidste om synd, der klæber ved os og vore hellige gaver."    Denne relevante kommentar har jeg skrevet i margin ved det ord.

Jo, vi møder nok ofte Gud "streng" i DGT, men mht  korsets lærdomme, hænger både DGT og NT herligt sammen.  For den unge bibelskoleelev i Bergen havde jo ret:  Bibelen er en helhed.  Ja, en evangelisk helhed!

1.8.17 - jn

 
Copyright © 2017 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)