Forside Artikler "Tager du din egen platform med dig?"
"Tager du din egen platform med dig?" Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 26. Juli 2017 07:16



Sådan spurgte den viise forkynder og tænker, Poul Madsen, mig engang, da jeg fortalte ham om en nær forestående møderejse i Norge.  Han er forlængst hjemme hos Herren, og jeg fik ham  aldrig til at uddybe spørgsmålet.  Men måske havde jeg allerede opfattet det korrekt.

Sådan forstod jeg ham:  Uanset hvilken platform, jeg blev budt, skulle jeg  være uafhængig af alle ydre former og bringe min egen, usynlige platform med mig og "tale i Kristus for Guds åsyn"  (2. Kor. 2:17), ja, for Ham alene.
Ordene har fulgt mig gennem årene.  Jeg træder ikke op på nogen  prædikestol nu, men føler det alligevel som mit kald at tage min egen, usynlige platform med mig, hvor jeg færdes på denne jord. 

Det blev understreget for mig påny i min tirsdags-bibelsamtale med en ældre ven, hvor det især var ordet om at "drage omkring og forkynde evangeliets ord" (Ap.G. 8:4), der talte til mig.  Om disse ukunstlede og prosaiske amatør-forkyndere kunne det siges, at de tog deres egen platform med, hvor de drog hen uden at være specielt "ordineret" til det.

Ved min 60 års fødselsdagsfest kom også en frikirkepræst og gav mig som opmuntring et ord om evangelisten Filip fra Ap.G. 8, som han ufortjent sammenlignede mig med.  Men hvor ville jeg ønske, at jeg fik nåde til at have blot lidt af denne Filip i mig.  Også han tog sin egen platform med sig.  Om ham læste vi just igår, den ældre ven og jeg.  Filips "platform" havde kun et tema: Kristus (v.5),  som vakte "stor glæde i den by." v.8

Hvad med dem, der har en "rigtig" platform el. prædikestol?  Misund dem ikke!  Taler vi fx om en statskirkepræst, har han ofte alt for travlt med embedspligter og administration (afhængig af hvor i hierarkiet han befinder sig) til til at være en folkelig "Filip", der kan sige som som grev Zinsendorf:  "Jeg har kun een lidenskab, og det er Ham og kun Ham!"

26.7.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)