Job var i et stormvejr, som kun En havde et svar på.  Hans 3 venner havde det ikke.  Job afviste disse "besværlige trøstere"  og spurgte:  "Bliver der aldrig ende på de tomme ord?" (16:2-3, norsk ovs.).

Til sidst orkede han ikke at sige mere, men sukkede blot, mens uvejret rasede hen over ham:  "Lad den Almægtige svare!"  (31:35).

Den unge Elihu, som nogle måske  er tilbøjelige til at sætte på en piedestal, mente at kunne svare i Guds sted, men Herren synes helt at have ignoreret Elihus 6 kapitlers lange, belærende svar, og det er ydmygende for en taler, som angler efter "bifald" for en omhyggeligt velforberedt tale, men forbigås i tavshed! Men så kommer omsider Herrens svar til Job "ud fra stormvejret".

Ordene begynder sådan:  "Hvem fordunkler mit råd med ord, som er uden mening?"  Næsten samtlige bibelfortolkere mønter dette "hvem" på Job.  Selv hører jeg til den minoritet, der læser ordene som rettet mod den unge Elihu.  Han havde lige talt uden at blive kommenteret med andre ord end:  "Hvem er denne, som fordunkler mit råd..."  (gl. ovs.).

Jeg tror, "denne" var Elihu. Mere siges ikke om ham, mens Jobs 3 andre  venner får deres sag for i irettesættende vendinger i det sidste kapitel.  Det må have været et slag i ansigtet på Elihu at blive "nedgjort" på denne måde, men Job er ydmyg nok til at lade de ord gælde ham og ingen andre.  Og nu er det da også Job, Herren tager i skole og giver "enetime".

Men Herren slår ingen i ansigtet i vor tænkemåde.  Han elskede dem alle lige højt, og de indgik som brikker i Herrens "nåderige og barmhjertige"  slutresutat med Job (Jak. 5:11).  For svar fik Job til trøst for de af os, der i et el. andet "stormvejr" bier på Herrens  og ikke menneskers svar.

Der er svar undervejs, engle kommer med bud,
om Han tøver, det frem dog skal nå,
for det loved jo løfternes trofaste Gud,
kald på mig, og du hjælpen skal få!

(Trygve Bjerkhreim fra "Der er magt i de foldede hænder").  -  22.7.17 - jn