Forside Artikler En fortvivlet mands ord
En fortvivlet mands ord Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 21. Juli 2017 05:03


"Se, vi priser dem salige, som har holdt ud.  I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende, thi Herren er nåderig og barmhjertig!"  (Jak. 5:11).

Jeg læser nu Jobs bog for jeg véd ikke, hvilken gang.  Hver gang læser jeg den med nye øjne og en ny, opbyggelig forståelse.  Den kan kun forstås og værdsættes af prøvede, troende mennesker.

Regnestykket over Jobs liv er anderledes end det, vi udregner og tydeligvis også anderledes end  Jobs "åndelige" venners velmente "sjælesorg".  Det véd vi, når vi læser, "hvordan Herren lod det ende".    Trods Jobs mange fortvivlede ytringer overfor Gud og mennesker, kaldte Herren ham alligevel for "min tjener"  (1:8 og 42:7).  Tænk på det!

Jeg kendte som ung en prøvet Herrens tjener, Th. Mundus, som kom til at betyde uendeligt meget for mig.  Han virkede til stor velsignelse i Norge og var det benådede vækkelsesredskab, Albert Lundes nærmeste medarbejder.  Selv oplevede Mundus mange vækkelser deroppe.  Men han var en prøvet mand, både med sukkersyge og dårligt hjerte, en syg kone, der kom ind i sindssygens mørke og genstand for onde rygter.

Han mødte engang på gaden i Oslo en yngre, opblæst ingeniør fra forsamlingen i byen.  Han prøvede under en samtale at gå i rette med Mundus, hvad der fik Mundus til at reagere heftigt.  Den unge mand spillede "overåndelig" og bemærkede:  "Er du nu sikker på, du taler i den hellige Ånd, Mundus?" og han begyndte at citere skriftsteder for ham.

Mundus svarede:  "Du citerer Guds ord for mig, og jeg kan også citere Guds ord for dig, for der står:  "Den fortvivlede mands ord hører vinden til!"  (Job 6:26 -  en eng. ovs.). 

Mundus var m.a.o. fortvivlet og talte fortvivlede ord, men han var stadig, som Job, en Herrens tjener.

Jeg er glad for, at Herren sendte Mundus på min vej.  Først efter hans død forstod jeg ham bedre, og han var medvirkende årsag til, at jeg kom til at forstå Jobs bog bedre.  Job var kørt helt "ned på fælgen", som de  siger i Norge, men han kunne dog sige midt i det hele og al "overåndeligheden":

"Jeg véd, min Genløser lever!" (Job 19:25)  -  21.7.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)