Nogle venner sørger jeg over, andre sørger jeg meget over, andre igen med usigelig smerte.  Her tænker jeg ikke på den nu ydmygede og kendte prædikant og frontsoldat, som synden har overrasket (Gal. 6:1), og som vi beder for med bæven, mens jeg sukker: "Herre, det kunne jo have været mig!"

Nej, der findes dem, jeg sørger endnu mere over uden at nævne navne.  Det kunne dog Paulus gøre af særlige, berettigede grunde, men det kan jeg ikke.  Der er tale om mennesker med en vis profil og kirkegang søndag efter søndag uden tilsyneladende de mindste samvittighedskvaler.

De søger tilflugt dér, hvor der ingen tilflugt er, og hvor ingen præst, ritualer, bønner, altergang el. messer kan redde dem indfor evigheden.  Fortabelsen er fuld af sådanne ulykkelige, selvbedragne tilfælde.


I John Bunyans klassiker "En pilgrimsvandsring" (A Pilgrim´s Progress),  tidl. en bestseller og vel den bog Spurgeon hyppigst citerede, men næppe nu  kendt af mange idag, føres bogens hovedperson Kristen allegorisk  til "Fortolkerens Hus", hvor mange forventede tilfælde fremmales. Her ses fx en mand, der sidder fanget i sin egen forhærdede jammer:  "Jeg var engang en god kristen både i mine egne og andres øjne..men jeg lod mine lyster få magten og syndede mod ordets lys og mod Guds kærlighed."

Den slags tilfælde af udadtil sorgløse kristne (men indvendigt ulykkelige) er legio, hvis synder i nogle tilfælde -  og Gud ske lov for det - "kommer forud for dem til dom". Men: "Hos andre kommer de først bagefter" (1. Tim. 5:24), dvs. når facaden krakelerer og regnskabets time er inde.  De kan ikke hjælpes til rette (Gal. 6:1), for der er ingen syndserkendelse,  kun dom tilbage.

Men det religiøse distanceblænderi må ikke overdøve vort kald til "en evangelists gerning" trods mange lidelser (2. Tim. 4:5). -  "Se jer om, mine Herrer, der er ikke noget folket så gerne vil høre som evangeliet om Jesus!"   (Spurgeon) 

20.7.17 - jn