"Og Herren var med Josafat, thi han vandrede de veje, hans fader David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til Ba´alerne, men til sin faders Gud og fulgte Hans bud og gjorde ikke som Israel."  (2. Krøn. 17:3)

David var ikke blot Josafats tip-tip-oldefar, men også en åndelig far i Israel og ex til efterfølgelse.  Han fulgte derfor ikke "opinionen", -  "gjorde ikke som Israel" (v.4) - men  den  "vækkelsens linje", som begyndte m. kong David,  manden efter Guds hjerte, der bl.a. gav os det meste af Salmernes Bog, hvori mange af os den dag i dag læser vor egen, åndelige dagbog.

Nogle af os har i vor slægt haft fædre, hvis gudsfrygt for os har været et vækkelsens kald til efterfølgelse, hvilket altid, altid indebærer et brud med den gængse mening og "opinion" i lydighed mod Herren og ikke slavisk og apatisk gøre som de andre.  Josafat gjorde ikke som Israel.

Jeg havde den glæde at have et broderligt samvær med vor datters  svigerfar igår på Starbucks på Oslo "centralstation" (dansk:  hovedbanegård).  Vi talte bl.a. om vore vækkelsens fædre, vi  havde kendt, og som satte sine spor og taler endnu efter deres død. Kaldet er som i Josafats tilfælde at følge Herren og ikke mennesker.

Den slags samvær og "time-out" styrker vort mod "til at vandre på Herrens veje" (v.6), hvor ensomt det end kan være.  Hver gang jeg  "samtaler på torvet" (Ap.G. 17:17) som en ufuldkommen ambassadør for Jesus Kristus, styrkes også mit åndelige mod, og jeg kan ikke forestille mig noget højere kald.  Jeg ville ikke bytte med Norges konge.

Men helt så ensomt er det ikke altid.  I toget fra Oslo på vejen til Kløfta, nord f. Oslo, sad en yngre kvinde m. sin Bibel.  Hun viste sig at være læge, og nu oplevede jeg en ny herlig "time-out" uden nogen pinlig tavshed.  Da frydede jeg mig i Ånden og kendte mig yderligere styrket og tilskyndet til at vandre mit høje kald værdigt (Ef. 4:1) på "vækkelsens linje".

Intet mindre og med intet lavere sigte!

30.6.17 - jn