Vi, aldrende ægtepar, er nu næsten på vej til gamle Norge, hvor vi som unge mødte hinanden i vort livs kærlighed.  Og om Gud vil, rejser vi  til sept. til vor yngste datters store land, USA, hvor hun sammen med sin gode mand og deres 3 dejlige piger udgør en amerikansk kernefamilje.

Nedtællingen er næsten begyndt.  Jeg véd, hvad jeg gerne vil i både Norge og USA, men er af smertelig erfaring opmærksom på, hvor svigefuld min begejstring  kan være.  Men også dette har vi lov at tale med Herren om, og da blev der tilhvisket mig:  "For navnets skyld drog de ud..."  (3. Johs. br. v.7). Da fylder Kristi navn, dvs. Hans velsignede person, det hele.

Jeg blev mere styrket, da jeg i denne årle stund, mens det endnu er mørkt udenfor,  læste dette dejlige ord:  "I dit navn er vi draget mod denne menneskemængde (og den er fx i USA meget stor!).  Herre, du er vor Gud, mod dig kan intet menneske holde stand!"  (2. Krøn. 14:11).  Da bli´r både Norge og USA "som dråbe på spand og fnug på vægt"  (Es. 40:15).

I min tidlige ungdom ville jeg have kunnet "drage ud" med en anderledes god kondi uden undervejs at se mig om efter en hvileplads til lindring for mine værkende ben.  Alligvel kan jeg drage ud med ungdommens pionerånd og kroppens "alderdomssvækkelse" vel vidende, at "legemlig svaghed" ikke behøver at hindre evangeliets forkyndelse, måske snarere tværtimod, hvis jeg har forstået apostlen Paulus rigtigt!  (Gal. 3:13)

På en af vore varme sommerdage mødte jeg nogle glade, legende små børn.  En pige pegede på sin afklædte lillebror:  "Se, han er nøgen!" og så tilføjede hun:  "Det er du næsten også!"  og så pegede hun på min nøgne overkrop.  Det var, hvad hun så i mig på lige fod med de små.

Børn er ikke så kritiske.  De hæfter sig ikke ved vore skrøbeligheder.  Men kan vi få lov at formidle "liv og glade dage", er det for dem det, der tæller.  I sandhed, det vil vi ved Guds nåde gøre som Kristi ambassadører!

27.6.17 - jn