Gennem årene har Israels fjender afvist mig og andre kristne til samtale.  Min avis "Sjællandske" har dog ofte givet mig spalteplads, hvor jeg måske ind imellem har optrådt mere jødisk end jøderne selv.

Hvor meget end de mange ondsindede anklager mod Israel tilbagevises,  så er og bliver Israel både FN´s, EU´s, opinionens og lille DK´s "prügelknabe".  Demagogien med at jøderne har taget arabernes land, er lykkedes, selvom araberne fik tildelt det meste (77%) af det gamle britiske mandatområde (Palæstina), mens  Israels bid var som ca. Jylland.

Det, der har fået oppositionen til at stejle, tror jeg, er talen om Bibelens, dvs. Guds, ultimative plan m. jøderne, som ganske vist nu er evangeliets fjender, men som stadig i evighedens "blueprint" er omfattet af løfterne "for fædrenes skyld" (Rom. 11:28). Derfor vil fjendskabet en dag ophøre (Zak. 12:10) ved angerfuld omvendelse til deres Messias.

Forståelsen af Guds plan med jøderne forøger sande kristnes motivation for Kristi evangelium.

 Kommer jeg til Israel, vil  jeg mødes m. nogle af de  jøder og arabere (palæstinensere), som er blevet gensidigt forsonet pga. den forsoning, de selv har modtaget i kraft Kristi stedfortrædende død for syndere af både jøder og ikke-jøder. Ef. 2:14

Men mine opponenter, både inden- og udenfor jødedommen, tager ikke med kyshånd imod et sådant fredens evangelium.  Nogle gør dog. Men uanset hvor mange el. få vi er, der tror på og forkynder Kristus som Guds ultimatum til en fortabt verden, er vi  med Ham altid i majoritet.

Ikke noget politisk initiativ skaber fred, men det gør ordet om Kristus, som på det uhøvlede kors har bragt fuld fred og forsoning for alle, som vil tage imod Ham.  Hvorfor ikke vende sig til Ham fremfor nogen statsleder?  For det er med hjertets modtagelse Kristus, Fredsfyrsten , at den sande og varige verdensfred begynder - i det mindste i din og min lille verden!

26.6.17 - jn