Hvis Paulus havde reageret lige så fordømmende over hans tids homoseksuelle som mange af vor tids kristelige aktivister og moralister, ville der næppe i hans menighed i Korint have været ex-homoseksuelle, som ifg. 1. Kor. 6:11 "lod sig aftvætte", dvs. ved troen på vor Herre Jesus se sig selv renset i Hans dyrebare blod.

Godt nok blotlagdes deres synd som "vanærende lidenskaber" og unaturlig skamløshed hjemfalden til "den velfortjente løn for deres forvildelse" (Rom. 1:26-27) -  i 1. Ti. 1:10 også kaldt "unaturlig utugt" holdt op mod evangeliets "sunde lære" (dvs. den lære, der fører til et sundt liv).

Men den radikale forkyndelse mod synden i alle dens konkrete udslag går hos Paulus hånd i hånd med "Kristus og Ham korsfæstet", ikke med farisæerens stramtandede og fordømmende miner, men "i svaghed og frygt og megen bæven" (1. Kor. 2:3) og altså ikke som den scenevante aktivist, der med religiøs selvsikkerhed er situationens uangribelige herre.

Apostlen vidste nemlig selv, hvad det ville sige at være en fortabt synder (1. Tim. 1:15), der klynger sig til og roser sig af "vor Herres Jesu Kristi kors" (Gal. 6:14) med "forløsningen i Kristus Jesus som sonemiddel (el. nådestol) ved troen på Hans blod" (Rom. 3: 24-25).

Fyldt og antændt af denne uforskyldte nåde mødte han også de homoseksuelle syndere, som blev draget just til samme nåde og lod sig aftvætte, og "blev helligede, ja, blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd"  (1. Kor. 6:11).
Et sådant "nådens evangelium" er vi kaldede til at viderebringe som apostlens efterfølgere (1. Kor. 11:1) - og ikke som loviske fordømmere!

Men nåde kan kun den forkynde som véd, hvad det sige at være en synder.  Ak, ægte syndserkendelse er der kun lidt af hos mange højrøstede, "fromme" aktivister.

16.6.17 - jn