Min kones venindes mand, Jan,  klipper vor hæk.  Han vil altid gerne snakke - i begyndelsen forhånende om kristendom.  Han og hans irske kone er ellers formelt katolikker, men kun formelt.  Religionen betyder ikke noget for dem - for ham slet ikke.

Han spotter ikke mere, men er nu nærmest spørgende og lyttende.  Han har altid "historier" at fortælle, denne gang om en mand, der forgæves havde bedt om helbredelse for både sit syge barn og sin syge kone.  De døde begge, og han opgav at tro på noget.  Fortalte han.

Jeg sagde til ham:  "Jeg kan godt følge dig.  Gud er et problem, men også løsningen på problemet. Der er meget, jeg heller ikke forstår.  Jeg kan dog umuligt kvitte mig med Gud, efter at jeg har oplevet det under at få et nyt hjerte, en ny natur, og kan fryde mig over syndernes forladelse hver dag.  Jeg vil ikke prædike for dig, men min tilstedeværelse er bevis nok, og når det gælder døden, kan jeg sige som min morfar:  "Der er lys forude!"

Jan lyttede stille.  Han har tit betvivlet Bibelen, men han kunne jo ikke bortforklare min tilstedeværelse, som var som en åben Bibel lige op i ansigtet på ham.  Så der var pludselig ingen diskussionslyst.  "Men jeg kan ikke vride armen om på dig og tvinge dig til omvendelse.  Det er dit eget valg", sagde jeg.  Jan nikkede stille ved vort lille frokostbord.

"Du skal være Kristus overfor dine omgivelser", sagde en ældre kvinde til mig på gaden i USA.  Hun havde ret.  Paulus kaldte det en "Kristi vellugt". Peter og Johannes sagde:  "Se på os!"  (Ap.G. 3:4).  Var de selvforherligende? Nej, de udstrålede Kristus, og det var Ham, den lamme mand ved helligdommen nu pludselig så.

Godt nok er vi uværdige i os selv, men i Kristus og på grund af Ham og Hans uforskyldte nåde er vi samtidig "himmellys i verden"  (Fil. 2:15) eller sagt med den ældre kvindes ord:  Vi er Kristus overfor vore omgivelser.

14-6-17 - jn