Forside Artikler En Kristi vellugt som hjertepatient
En Kristi vellugt som hjertepatient Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 13. juni 2017 06:48


Scenen er Rigshospitalet.  Hos mig står en humørfyldt fysioterapeut efter en vellykket  hjerteoperation.  Jeg bad hende læse højt de første 5 vers  i Sl. 103 fra min opslåede Bibel.  Da hun kom til vers 5:  "Han mætter din sjæl med godt, så du bliver ung igen som ørnen..." , smilede hun:  "Jeg mærker ligefrem, hvordan din saturation (dvs. ilt i blodet) stiger!"

Nogle har senere fortalte man mig, at jeg på det tidspunkt var nærmest "høj" (opstemt), men jeg kom snart brat ned på jorden igen med tunge, søvnløse dage og en hyppig ringen efter natsygeplejersken.  Dagene var dog ikke tungere, end jeg fik adskillige,evangeliske vidnemuligheder.

En sådan vidnemulighed fik jeg allerede, da den dygtige chefkirurg, Jens Lund, aftenen før operationen gennemgik det hele med mig.  Jeg sagde til ham:  "Hvis det går galt, skal du ikke være ked af det.  Det betyder kun, at jeg har skiftet adresse!"  Han brød ud i en hjertelig, befriende latter og sagde ordret:  "Det må være herligt at være så afklaret!"
 
Jens Lund fortalte, at han havde ca. 150 hjerteoperationer om året og måtte derfor distancere sig fra de enkelte patienter.  Jeg er dog overbevist om, han ikke uden videre kunne lægge afstand til mit "tilfælde".  Og det var der andre, der heller ikke kunne på hospitalet. 

Det var dengang hede sommerdage, hvor de dampende madvogne gav kvalme, men "Kristi vellugt"  (2. Kor. 2:15) var der også, sådan som den er hos enhver kristen, Gud "fører i sejrstog i Kristus", hvadenten det sker på et hospital eller som "et sendebud i lænker" (Paulus), Ef. 6:20.

Det er en del år siden.  En polsk, katolsk læge på Næstved Sygehus, som tog meget venligt imod mit lille "gospel card", sagde:  "Du er ikke rask, men skal leve, som om du er rask!" Jeg følger hans råd og føler mig raskere end nogensinde og fristes til at sige som min afdøde ven, Ian Paisley, fra Belfast:  "Jeg er udødelig, indtil Herren er færdig med mig!"

Ja, for det evige liv i Kristus Jesus er jo allerede begyndt nu og er evigt!

13.6.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)