Som kristen beflitter jeg mig på at have venskabelige forretnings-relationer , hvad der tit er opmuntrende.  Min lokale, hyggelige, lidt Korsbæk-lign. bankforbindelse har jeg et sådant forhold til.
 
Da jeg udvekslede sommerens planer m. min sympatiske rådgiver, Sanne (engelsk gift), der også skal til USA, spurgte hun:  "Skal du over at missionere?"  Det gjorde mig glad.  Hun og bankfilialen véd, hvor de har mig.  Jeg blev således mindet om ,at "missionere" indgår centralt i den planlagte rejse, både til USA og Norge i slutn. af måneden.

Missionerende kristne, især forretningsfolk og selvstændigt erhvervsdrivende, er der  noget særligt interessant og inspirerende ved.  Jeg får frokostbesøg af en sådan "type" på tirsdag.  De afskyr "salvelsesfuld" klichésprog, men taler m. jævne ord til sin samtid, hvis folkekarakter de ofte er bedre kendt med end mange fjerne gejstlige.

Verdslige, ikke-kristne kontakter, som i det daglige møder mig med en vis "goodwill", bruger ofte ordet "missionere", når de spørger til mig.  De siger ikke "vidne", som ellers er et godt ord, men det ligger ikke ligeså naturligt og mundret i munden på dem som ordet "missionere".

"Missionere" kommer af latin og betyder at "sende ud".  Kristi efterfølgere  har det privilegium at betragte sig selv om "udsendte".  Jeg var engang til et inspirerende foredrag for sælgere.  Foredragsholderen sagde til os:  "I skal betragte jer selv som missionærer!"  Men han begrænsede naturligvis ordet "missionere" til at gælde vort salgsprodukt.

Men det kan "overføres" på Kristi disciple.  Det husker jeg, Billy Graham i det mindste gjorde.  Det tænkte jeg på, da jeg netop læste ordet:  "Se, en sædemand gik ud for at så..."  (Mt. 13:3).  Det foregik m.a.o. udendørs, ikke inde i stuen eller bag kirkens beskyttende mure.  Og da hørte jeg ligesom igen bankpigen  spørge smilende:  "Skal du over at missionere?"

11.6.17 - jn