Det var ca. sådan, afdøde, katolske biskop Martinsen engang spurgte sine lutherske tilhørere.  Hans ord var:  "I kalder jer lutheranere, men hvor meget betyder den Bibel for jer, som Luther lagde så stor vægt på?"

Pavekirken bekender sig til Bibelen og traditionen med henvisning til, at  de første kristne, urkirken, ikke som vi idag havde en samlet, færdig Bibel i en overgangsperiode, hvor et samlet NT var i sin vorden, men udfyldtes af traditionen, der blot forkynder, hvad kirken altid har lært.  Hævdes det.

Her hopper kæden af.  Traditionen fx gør meget ud af jomfru Maria som syndfri og Himlens dronning, men en sådan forkyndelse kender Bibelen ikke.  Sidste gang vi møder Maria er på knæ i bøn på lige fod med andre bedende disciple i Ap.G. 1:14 og altså uden katolsk Maria-dyrkelse.

Den katolske tradition har legio dogmer, som der ikke er plads til her, men som ikke står i Bibelen.  Dette indrømmer man da også fra katolsk side, men hævder alligevel, at traditionen er, hvad kirken altid har troet.

Da Bibelen "erobrede" mig som 14-årig, vidste jeg intet herom, men jeg rystede ikke på hånden, da en katolik i mine læreår i Ø.K. skrev til mig, at "den, der kun holder sig til Bibelen er på gyngende grund".  Jeg vidste dog ikke, hvor "ensidig" jeg ville blive med mit "Sola scriptura", Skriften alene.

Men biskop  Martinsens ord vendt mod lutheranerne opmuntrede mig. I mit forhold til Bibelen er jeg nemlig lutheraner,, men paradoksalt nok har Bibelen en ringe plads i luth. kirker.  Jeg føler mig nærmest "displaced", når jeg i luthersk regi møder op med min højtelskede Bibel.  Det får jeg lov at være ene om.  Selv præsten har tydeligvis ikke noget personligt forhold til den Bibel, han ellers er sat til at forkynde ud fra.

Evangelisten D.L. Moody efterlyste "den mand, der åbner sin Bibel og forkynder ud fra den!"  Men hvor er han?  Er du den mand/kvinde?  Vi elsker ikke Jesus mere end vi elsker vor Bibel!

10.6.17 - jn