Forside Artikler Det mobile lønkammer
Det mobile lønkammer Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 23. maj 2017 04:42


Det ligger i selve ordet, at et "lønkammer" er et sted, hvor vi taler alene - lønligt -  med Herren og lukker alt andet ude, som måtte distrahere.

Det er typisk netop et "kammer", hvor vi i bøn kan "lukke af" uden andres indblanding.  Det kan også findes ude i naturen el.  bag bilrattet, hvor den ensomme handelsrejsende er alene undervejs med mange ensomme kilometer foran sig gennem landet eller kontinentet.

Så et lønkammer kan være så meget.  Rammerne er forskellige, men hvad der er vigtigt er, hvad der foregår indenfor disse rammer mellem den bedende og Herren.  Mit bedste lønkammer er mine daglige, ensomme gå-ture i det åbne terræn. Jeg kalder det mit mobile lønkammer.

Jeg blev en dag opmuntret af ordet: "Vandre for mit åsyn..."  (1. Mos 17:1).  Det er jo det, jeg trods mindre skavanker får lov til bogstaveligt at gøre. Skavankerne føles nu mindre og mindre, da jeg pludselig ikke behøver så hyppige hvilepauser, hvilket jeg sender Herren en stor tak for.

Igår mødte jeg en kristen ven.  Han går ca. 3 km om morgenen med sin hund og 3 km om efterm..  Han hører til de absolut "stille i landet", men kunne dog vidne om den fred, der hvilede over hans ture.  Vi samtalede lidt om åndelige ting, mens hans gamle hund nød en tiltrængt hvilepause.

Jeg tænkte også på min norske ven, som jeg læser om p.t., Hans Nielsen Hauge.  Han gik, ikke for kondiens, men for evangeliets skyld  under stor kirkelig modstand, men også med mange åbne dører for evangeliet.  Norges vakre natur har selvsagt også været hans mobile lønkammer.

Et sådant lønkammer med "højt til loftet" oplevede nok også Paulus, når han ind imellem valgte at "ville gå til fods"  (Ap.G. 20:13).

Jeg øver mig i at bede:  "Herre, lad mine gå-ture, der er hårde ved kroppen ikke blot være motionsture, men være for evangeliets skyld (1. Kor. 9:23).  Det, som Paulus kaldte:  "For denne sags skyld!"  (Ef. 3:14).

23.5.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)