Lad mig, ikke overraskende, ydmygt indrømme:  Jeg ser ud til verden både gennem TV-vinduet og Bibelen.  Den tomme TV-oplevelse er stort set den samme hver gang, nemlig frustrerende, fordummende og uforløsende.

Den erfaring er jeg nok fælles med mange om, så ikke mere herom nu.
  
Men når politikere og statsledere med dybe alvorsminer taler om kriser, fredstrusler, Nordkorea, Mellemøsten, Donald Trump o.m.a. for straks efter at optræde i et grineshow el. en "morsom" gætteleg, hvor alvoren bare skal grines væk, tænker jeg på relevante ord af Kierkegaard, som i sine indledende, små notitser i værket Enten-Eller, de såkaldte "diapsalmata" (= strengeleg eller tankeleg) udfordrer vor nydelsessyge med denne virkeligt skete hændelse på et teater i Petersborg i 1836:

Det hændte på et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads (dvs. en klovn) kom for at underrette Publicum derom.  Man troede, det var en Vittighed og applauderede;  han gjentog det;  man jublede endnu mere.  Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz.

Bibelens dommedagsord med den evige Gud som endegyldige, inappellable instans bliver enten ikke taget alvorligt eller gøres til genstand for TV-grinet, og jo mere emnet bringes på bane (og det hænder trods alt), jo mere grines der som del af god lørdagsunderholdning. 

Eller også er verdenssituationen for alvorlig til, at den er til at holde ud, og så hellere drukne alvoren i rå latter - jo tarveligere jo bedre.

Spotteres grin og hånlatter møder vi også i Bibelen.  Alvorstalen mod den "charmerende", selvsikre gudløshed kom ikke fra det religiøse establishment, men fra ensomme, både kendte og anonyme profeter.  Sådan er det stadig.  Det er ingen skam at være et miskendt, anonymt vidne for Kristus.  Et sådant, -  af ordet tiltalt som "du, Guds menneske!"  (1. Tim. 6:11) -  sender Gud også i vor tid - midt i larmen!  TV-larmen!

20.5.17 - jn