På mit første, norske bibelstævne i 1956, som  var dage, hvor Bibelen virkelig blev åbnet, talte en af forkynderne, Edv. Kjelle, som forlængst er hjemme hos Herren, en formiddag om "de troendes synder".  Han sagde:  "Dem bliver vi nødt til at regne med."
 
Han sagde ikke, at vi kan synde, men slog fast, at det gør vi.  Jeg havde ikke før hørt det sagt sådan.   De skingre sejrs- og jubeltoner på larmende platforme overdøver den syndserkendelse, som dog findes hos enhver troende, men som udadtil er imod den, fromme, kristne "etikette".

Men på tomandshånd, med gensidig tillid, kommer denne uundgåelige side af kristenlivet ofte frem, og da vil troende , som "vandrer i lyset" kunne trøste hinanden med den trøst, de selv er blevet trøstet med (2. Kor. 1:4), og som Bibelens mænd og kvinder er blevet trøstet med.

Denne trøstetale fastslår ikke, at vi må  (nødvendigvis) synde (1. Joh. 2:1), men konstaterer dog med bæven, at det sker, som Jakob udramatisk og ydmygt ikke skjuler uden dog smagløst at "tvære" i det.  "Vi fejler jo alle i mange ting!"  (Jak. 3:2), siger han.  Og Johannes tager sig selv med, når han taler om vore (dvs. de troendes) synder (1. Johs. 1:9, 2:2) og føjer til, at den troende, der påstår ikke at have syndet, er en løgner.  1:10.

Herom talte vi fortroligt sammen, en ven og jeg for nylig, konkret og ærligt, hvis enkeltheder er absolut fortrolige, men vi lyttede samtidig til evangeliet om, at "livets Ånd i Kristus" har frigjort os fra "syndens og dødens lov (dvs. "tyngdelov"), Rom. 8:2, som stadig bor i os, men som i Kristus er sat ud af kraft.  Vi så sammen, at jo mere synden plager os, jo mere skal vi fremholde (gøre meget ud af) Kristus ved Åndens hjælp, og det er noget ganske andet end selvforbedringens "skånselsløshed" og askese (Kol. 2:23).  Vor samtale mundede befriende ud i en Kristus-forløsende samtale.


Prøv ikke intellektuelt at "håndtere" denne herlige sandhed, men bed om, at Ånden vil gøre dettte Kristus-evangelium levende for dig.  Den bøn hører nemlig Gud!

16.5.17 - jn