Forside Artikler Behøver vi noget tillæg til Bibelen?
Behøver vi noget tillæg til Bibelen? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 09. maj 2017 07:52



Nogle lærer, at vi behøver ekstraordinære profetier, fordi Bibelen er sørgeligt nedprioriteret, og derfor må Herrens tjenere meddele os et nyt "Så siger Herren" med samme inspirerede autoritet som selve Bibelen.

Rigtignok står den daglige, personlige omgang med Bibelen i lav kurs.  Mange har ikke andet forhold til Bibelen end fx en andagtsbog med "dagens ord" eller skriftlæsningerne i kirken, men ellers ikke.  Betyder det så, at Herren ligesom siger:  "Vel, vel, når de ikke mere har lyst til mit ord, vil jeg alligevel give dem mit ord gennem ekstra profetier!"

Vi må advare mod den vildfarelse. "Læg intet til Hans ord, at Han ikke skal stemple dig som løgner!"  Ord. 30:6.  Med den komplette åbenbaring, vi har i en samlet Bibel, er der ikke brug for noget "tillæg" med samme gyldighed som Bibelen selv.  "I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg byder eder", hedder det i den gamle pagt (5. Mos. 4:2), og det princip tror vi stadig gælder også i vor tid. Se Åb. 22:18.

En ven i nabolaget fortalte mig om en samtale med en sognepræst. Den gjaldt homovielser.  Han foreholdt hende, at homosex strider klart mod Guds ord.  Sognepræsten svarede:  "Hvem siger, det er Guds ord?"  (Det er en kendt sag, at teologer ikke regner de paulinske ord for Guds ord).

Men se!  Samme sognekirke, et stenkast herfra, tog med kyshånd imod en kvdl. journalist, som havde fået særlige åbenbaringer af Jesus, hvorom hun havde skrevet en "bestseller".  Interessen syntes enorm.  Nuvel, dette er et ekstremt misfoster, men når kristne åbner døren på klem for supplerende profetier i tillæg til Guds ord, må vi alligevel sige fra.

"Back to the Bible" hed et amerikansk radioprogram, jeg lyttede til i gamle dage.  Moody efterlyste den forkynder, "som åbner sin Bibel og forkynder ud fra den!" - Dér er dit lys i mørket og den åndelige forvirring!

Jeg er nu gammel og må i bagspejlet sige i sandhed:  De brødre, der kom til at betyde mest for mit åndelige liv, var mænd, som lukkede Bibelen op for mig og lærte mig at værdsætte den om sandhedens Kristus-Bog som svar på de mange lærdommes vinde, der blæser i vor tid.  Ef. 4:14.

9.5.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)