"Jeg skriver til jer, børnlille, ...og til jer, I unge...og til jer, I fædre!"  (1. Joh. 2:12-14)

Jeg er  blevet gladere og gladere for brevene, ej mindst Johs.-brevene, som  vedrører Guds familie og dens familieanliggender. 

Her findes ingen fanatisk idealisme, frisk-fyr-agtige platforme, forløjet positivisme el. åndshovmod, men en  jordnær kristendom i et praktisk, sundt Kristus-fællesskab.

Her er ej heller nogen statisk "kirkelighed", men et pulserende liv, ja, jeg fristes til at sige:  liv og glade dage, hvor der - som i enhver familie - tales om både små børn, unge og fædre.  Og det gør vi stadig.

Der er de små børn i Kristus.  Hvordan beskrives de?  Som dem der ved overgangen til det nye, genfødte liv har grebet evangeliet om, at "jeres synder er tilgivet jer for Hans navns skyld!"  (2:12).  De kunne synge, som vi gør idag:  "Ren og retfærdig, Himmelen værdig, er jeg i verdens Frelser just nu, ordet forkynder, at mine synder kommes slet aldrig mere ihu..."

Men een ting til siges der om dem:  "I kender Faderen!" (2:14).  De siger ikke blot rutinemæssigt:  "Kære Jesus..." igen og igen uden at komme videre.  Nej, de kender Faderen og kan sige med Brorson  "Når hvad mig skader, jeg kan for Tronen gå og sige:  Fader!  dit barn du hjælp må!"

Og så er der de unge.  De beskrives som tæt knyttet til Guds ord: "Jeg skriver til jer, I unge, fordi I er stærke, og Guds ord bliver i jer!" Sådanne unge er der åndeligt gods i!  En har sagt:  "Du elsker ikke Jesus mere end du elsker din Bibel!"  Han havde ret.  "Denne bog vil enten holde mig borte fra synden el. synden vil holde mig fra den", skrev Bunyan i sin Bibel.  Men Bibelen står ikke i høj kurs hos de fleste bekendende kristne.

Og endelig er der fædrene. Dem siges ikke så meget om.  Det er ikke nødvendigt.  "I kender Ham, som er fra begyndelsen..."  Ham, som evigt er den samme uden vore følelsesmæssige udsving.  Dér hviler de, og denne ophøjede ro præger dem.  Og fædre avler børn.  Åndelige børn!

4.5.17 - jn